
På søndag går det løs på Brøndby Stadion
30.07.2010 10:47
Brøndby Stadion lægger søndag aften græs til den første hjemmekamp i Superliga-sæsonen 2010/2011.
Søndagens modstander er ligaens duks, FC Midtjylland, der efter to sejre på 2-0 ligger nr. 1 med en målscore på 4-0.
To udesejre i træk
Sidste søndag blev det til en flot sejr i Aalborg, hvor der efter scoringen til 0-2 blev lukket af i Brøndby-enden.
Sejren på Aalborg Stadion gav gode forhåbninger om fremtiden. Både den nære og fjerne. Det var således to unge spillere fra Brøndby-skolen, der afgjorde kampen, og både Mike Jensen og Jens Larsen leverede, ligesom holdkammeraterne, en rigtig god omgang fodbold både i det offensive og chanceskabende spil og i det defensive arbejde.
Den fine sejr over AaB blev fulgt op torsdag med endnu en udesejr - denne gang en 2-1-sejr i kvalifikationen til Europa League over FK Budocnost Podgorica fra Montenegro.
Blågul stime
Det er med andre ord et formstærkt Brøndby-hold, der skyder Superligaen i gang på hjemmebane mod FC Midtjylland. Lad os håbe, at kampen bliver en forlængelse af stimen af sejre og en god start på hjemmebaneformen i denne sæson.
Søndagens kamp er en oplagt mulighed for begge hold for at bringe sig i en fordelagtig position fra start i Superligaen. Man må gå ud fra, at gæsterne kommer for at få point, og med et hjemmehold, der helt sikkert går efter sejren, er der lagt op til et intenst opgør og en forhåbentlig rigtig god fodboldkamp.
I sidste sæson spillede de to hold uafgjort en enkelt gang på Brøndby Stadion, mens søndagens hjemmehold vandt de to sidste kampe med 3-1 og 4-2. Det er altså gæsterne fra FCM, der har lidt at revanchere, men mon ikke Henrik Jensen og co. har andre planer for opgøret?
Billetinfo
Alle der påtænker at købe sæsonkort, således at de kan komme ind til kampen søndag, anbefales at gøre dette inden selve kampdagen enten online her eller i Brøndby Shoppen på Brøndby Stadion for at undgå større kødannelser.
For online køb gælder følgende:
- Online sæsonkortkøb foretaget mellem torsdag og søndag kl. 12 vil kunne veksles til en billet eller det til færdige sæsonkort mod forevisning af kvittering samt legitimation i informationslugen i billethuset bag Faxe-tribunen. (Får du ikke dit færdige sæsonkort søndag, vil dette blive eftersendt i starten af næste uge)
- Online sæsonkortkøb foretaget mellem kl. 12 og 18 søndag, vil ikke kunne garanteres registreret til kampen. Ønsker du at købe sæsonkort på selve kampdagen, kan dette ske i billethusets luge helt til højre (følg skiltningen).
Du kan også købe dit sæsonkort direkte i Brøndby Shoppen inden for normal åbningstid (dog ikke søndag, hvor køb skal foretages i billethuset.)
Ønsker du blot at købe billetter til søndagens Superliga-kamp mod FC Midtjylland, kan dette gøres her.
Gule striber
Søndagens hjemmekamp mod FC Midtjylland er også første gang, at det nye sikkerhedstiltag på Faxe-tribunen kommer i anvendelse. Som tidligere beskrevet er der nu malet gule striber og indsat trappetrin strategiske steder på Faxe, således at kontrollører, politi og samaritter lettere kan få adgang til hele tribunen, når det er nødvendigt. Læs mere om sikkerhedstiltaget her.
I sidste runde af Superligaen vandt Brøndby IF 2-0 ude over AaB. Her er det Jens Larsen, der jubler over sin 1-0-scoring.