
Nyt Superliga-brand
06.07.2010 14:46
Divisionsforeningen har op til den kommende sæson skabt et nyt, stærkt Superliga-brand, der understøttes af fire officielle partnere i stedet for salg af liganavnet til en enkelt sponsor som hidtil.
DBU Sponsorship har på nuværende tidspunkt indgået aftale med tre partnere på vegne af Divisionsforeningen og Superliga-klubberne.
De fire partnere
Den første af de fire partnere er Arbejdernes Landsbank, hvor marketingdirektør Peter Froulund udtaler:
- Superligaen danner fællesskaber, begejstrer og skaber rigdom i hverdagen - bygger med andre ord på mange af de sunde værdier vi har i Arbejdernes Landsbank. Vi glæder os til at være en del deraf.
Den anden partner er PricewaterhouseCoopers. Her udtaler adm. dir., Carsten Gerner:
- PwC gør meget ud af at være til stede lokalt og med vores 16 kontorer spredt over hele landet dækker vi bredt. Superligafodbold har stor lokal fokus og er en udbredt interesse for mange af vores kunder. Det vil vi gerne støtte op omkring.
Den tredje partner ønsker ikke at blive afsløret endnu, mens der stadig forhandles med potentielle partnere til den fjerde og sidste plads.
Det nye liga-brand skal desuden være en stærk markering af Superligaens øjeblikkelige status som Skandinaviens klart førende fodbold-turnering.
Superliga.dk
Sammen med det nye liga-brand vil Superligaen for første gang få et officielt tilhørssted på internettet. På superliga.dk kan man finde de vigtigste informationer om samtlige kampe, tjekke spillerstatistik, følge med i kampene via en avanceret livecast, spille det officielle Superliga-managerspil, se højdepunkter og meget, meget mere.
Sitet lanceres i ugen op til sæsonstarten 2010/2011.
Michael Krohn-Dehli er en af syv Superliga-spillere på billedet, der er en del af det nye ligabrand. (Foto: Rie Neuchs).