Jens Larsen: Dejligt!

25.07.2010 23:08

Det var en glad Jens Larsen, som brondby.com snakkede med efter søndag aftens Superliga-udesejr på 2-0 mod AaB.

Jens Larsen åbnede som bekendt ballet med sin scoring til 1-0 og var forståeligt tilfreds med både kampen og sin egen indsats.

Skyldte nok en enkelt

- Det er dejligt! Det var helt sikkert en rigtig vigtig sejr i dag i en svær kamp. Brøndby har det altid vanskeligt i Aalborg, så det betyder meget at få tre point med hjem og få slettet nullet fra stillingen, siger Jens Larsen.

- Vi fighter godt for hinanden i dag igennem hele kampen. Selv om AaB forsøger at presse os fra start, så får vi et par scoringer, og derefter er sejren ikke for alvor i fare. Det er klart, at målene giver os noget ro i spillet, og vi kontrollerer egentlig kampen godt det meste af tiden, siger den unge midtbanespiller.

Jens Larsen fik i søndagens kamp chancen fra start, da Michael Krohn-Dehli måtte opgive at spille dagens kamp på grund af en mindre skade fra torsdagens kamp i Liechtenstein.

- Jeg er glad for at få chancen fra start. Det er rart, at Henrik tror på mig, og jeg synes også, at jeg kvitterer for tilliden i dag. Jeg håber selvfølgelig på mere spilletid fra start fremover, siger Jens Larsen.

- Det var fedt at score og juble ovre ved vores fans. Jeg skyldte nok en enkelt kasse eller to fra Europa League-kampene, griner Jens Larsen og smutter ind i omklædningsrummet.