Henrik Jensen: God kamp over hele linjen

10.07.2010 21:57

Brøndby IF vandt lørdag eftermiddag femte udgave af Kjeld Rasmussen Cup. Det skete via en fuldt fortjent 4-1-sejr over svenske Djurgårdens IF.

Træner Henrik Jensen ser mange positive elementer i lørdagens kamp:

Skaber masser af chancer

- Jeg er ganske godt tilfreds med kampen bortset fra de første ti minutter, hvor vi ikke ser godt ud. Gennem resten af kampen skaber vi en hel del chancer og har også mange fine opspil, siger cheftræneren.

- Alt i alt synes jeg, at det var en god kamp over hele linjen. Organisationen var på plads, og pasningspillet var også udmærket langt det meste af tiden. Jeg synes også, at både vores startende spillere og de fleste af de indskiftede spillere generelt gør det godt i dag, siger en tilfreds Henrik Jensen.

I de sidste 15 minutter gav Brøndby IF spilletid til den brasilianske prøvespiller Bruno Batata. Batata kvitterede med en scoring og viste generelt gode takter.

- Batata er på prøvetræning i første omgang, men hvis han kan holde det niveau, han lagde for dagen i dag, ser det da fornuftigt ud, siger Henrik Jensen.

Efter lørdagens flotte sejr i Kjeld Rasmussen Cup V lurer sæsonens første betydningsfulde kamp lige om hjørnet. På torsdag tager Brøndby IF imod FC Vaduz i Europa League-kvalifikationen. Kampen spilles kl. 20:00 på Brøndby Stadion, og du kan købe din billet til kampen her.

Mike

Mike Jensen spillede en flot kamp på Brøndby IF's midtbane. Mest spektakulært var en fantastisk solotur gennem hele Djurgårdens forsvar.

Farnerud

Alexander Farnerud runder en modstander i høj fart.

Jallow

Ousman Jallow jubler over sit udlignende 1-1-mål.

Batata

Den brasilianske prøvespiller Bruno Batata gjorde et godt indhop i lørdagens kamp og scorede blandt andet til 3-1.

Max

Anfører Max von Schlebrügge løfter pokalen som bevis på sejren i Kjeld Rasmussen Cup V.

Foto: Arnason