En af fire holder med Brøndby IF

22.07.2010 13:13

Når torsdagens kvalifikationskamp til Europa League fløjtes i gang, forventer FC Vaduz ca. 2.000 tilskuere på det lille nationalstadion, der holder en totalkapacitet på lidt over 6.000 gæster.

Heraf forventes op mod 500 at holde med gæsteholdet, der ud over 3-400 fans bag det ene mål også har 120 samarbejdspartnere med, som vil sidde på langsiden.

Regnvejr i vente

De første fans var allerede på plads under træningen onsdag aften, og torsdag middag er centrum i Vaduz for alvor præget af de blågule farver. Fansene hygger sig på caféerne i solen, og de biler og busser, der støder til, bydes velkommen med højt humør og sang.

Stadion har kun været fyldt 2 gange tidligere: Til landskampe mod hhv. England og Tyskland. Med kun ca. 35.00 indbyggere i landet, er det dog en relativt stor del af befolkningen, der støtter op om fodbolden.

Under formiddagens sikkerhedsmøde, som er en del af UEFA's standardprocedurer, blev stadion og faciliteter gennemgået, og trods størrelsen, er det gode forhold, der venter Brøndby IF og tilskuerne torsdag aften.

Vaduz stiller op i hjemmefarven rød, og Brøndby IF optræder i de sædvanlige blågule farver.

Temperaturen når tæt på de 30 grader i løbet af dagen, men den lokale vejrudsigt forudsiger en våd aften, da der er regnvejr i vente. Det betyder lidt lavere temperaturer.

Kampen vises ikke på tv - heller ikke lokalt - men brondby.com's liveupdate vil naturligvis være på plads og opdatere fra ca. en halv time før kick-off.