Brøndby IF henter angriber
26.07.2010 10:20
Brøndby IF, Bruno Fressato Cardoso (Batata) og Corinthians Paranese er kommet til enighed om en lejeaftale af den brasilianske angriber.
Lejeaftalen har en varighed af 12 måneder og til aftalen er tilknyttet en forkøbsret, som Brøndby IF kan vælge at udnytte.
Ny offensiv dimension
Cheftræner Henrik Jensen udtaler:
- Jeg er naturligvis glad for, at det er lykkes at tilknytte Bruno. Han er en dygtig angriber, som tilfører truppen en ny dimension i offensiven, hvor han indgår på lige fod med de andre angribere i kampen om en plads i startopstillingen.
- Bruno er en direkte type, der også kan indgå i kombinationsspillet, og så kan han lide at afslutte. Samtidig fylder han meget i feltet, og med den spillestil, vi arbejder med, vil han give os en ekstra tyngde i offensiven, som vi forhåbentlig kan udnytte.
Administrerende direktør Ole Palmå udtaler:
- Det er vigtigt for os at have en god og bred trup, der kan klare skader og karantæner i en lang sæson. Cheftræneren har ønsket at styrke offensiven, og med signingen af Bruno har vi nu fået flere strenge at spille på og øget konkurrencen om pladserne.
Bruno Cardoso tiltræder omgående og får allerede mandag eftermiddag en lille debut i reserveholdskampen mod AB. Han får nummer 11 på ryggen med navnet "Bruno", som han også kaldes. Der arbejdes på at få Bruno spilleberettiget til torsdagens Europa Cup kamp i Montenegro.
Brøndby IF's bestyrelsesformand Per Bjerregaard måtte for en sjælden gangs skyld undvære at overvære en Europa Cup-kamp, da de sidste detaljer mellem parterne blev forhandlet på plads i torsdags. Den endelige kontrakt og lægetjekket faldt på plads søndag.
FiB TV følger op med en præsentation af Bruno i løbet af mandagen.
Spillerinformation
Navn : Bruno Fressato Cardoso
Født : 26. september 1984
Højde : 180 cm
Vægt : 78 kg
Klubber : Coritiba, Paranavai, Cianorte, Londrina, Cianorte, Corinthians, Coritiba
Bruno scorede et enkelt mål i kampen mod Djurgårdens IF. De kommende 12 måneder får han chancen for at score endnu mere i gult og blåt.
Lægetjekket overstået og et styk glad brasilianer.