Kent: God træningskamp

20.01.2010 15:13

- Det var alt i alt en god træningskamp, hvor vi var det dominerende hold gennem næsten hele kampen. Det er stadig tidligt i opstartsfasen, men jeg synes, vi kombinerede os godt rundt og fik også sat fire mål ind, forklarede Kent Nielsen. 

Med en frisk vind på tværs af banen, temperaturen under frysepunktet og sneen dalende var konditionerne ikke helt lette for de to kæmpende mandskaber. På trods af dette efterlod Brøndby-holdet et fint spillemæssigt indtryk i 4-1-sejren over Næstved i onsdagens træningskamp på kunstgræsbanen ved Brøndby Stadion.

Remco tager ansvar

- Vi skiftede næsten et helt hold i pausen og fik dermed prøvet en masse spillere af. Det er vigtigt, at vi her i opstarten giver muligheden og kamptræning til så mange spillere som muligt, lyder det fra cheftræneren.

Tilbagevendte Remco van der Schaaf var med i truppen og blev skiftet ind i pausen, hvor han spillede hele anden halvleg ved siden af Mikkel Bischoff i midterforsvaret.

- Det var også godt at se Remco i kamp igen, og du fornemmer med det samme, at han går ind og tager ansvar i defensiven. Han har trænet hele vinteren, men mangler et par kampe i benene. Det får han nu og på vores træningslejr.

- Dagens kamp var en fin test, inden vi tager til Sydafrika i morgen og får lidt bedre forhold end det danske vejr kan byde os, slutter Kent Nielsen af.

Brøndby-holdet rejser i morgen eftermiddag på et 12-dages træningsophold i Sydafrika.

Remco van der Schaaf

Remco van der Schaaf var tilbage i den guletrøje i dagens træningskamp mod Næstved, der blev vundet med 4-1.