
Kent: Forskel i tempospillet
23.01.2010 13:36
- Det var en kamp med både gode og mindre gode ting, at tage med. Vi spiller mod en modstander og under nogle forhold, der er anderledes end det, vi er vant til, og i perioder gør vi det fint, mens vi i andre perioder lider lidt derude.
Kent Nielsen ser tilbage på en atypisk kamp, hvor temperaturen toppede på 36 grader, og hvor tempoet gjorde forskellen i varmen.
Temposkift
- Det var en god modstander, der spiller den her form for fodbold, hvor de i perioder går meget ned i tempo, for så at sætte fuld fart i bolden og løbene på andre tidspunkter. De eksplosioner kunne vi ikke helt følge med i i dag.
- I de perioder, hvor vi får lov at styre tempoet, gør vi det fint. Vi får spillet bolden godt rundt og frem over kanterne, og vi får brudt deres opspil på midten mange gange, hvor vi arbejder godt. Overskuddet på den sidste tredjedel af banen manglede dog hos os, hvorimod de er både hurtige og effektive på de chancer, de får.
Tilbage til Johannesburg
- På den baggrund kan der ikke sættes en finger på resultatet. Nu er vi for alvor kommet i gang med træningslejren og jeg ser frem til de kommende dage, hvor vi skal ned på Bidwests gode anlæg i Johannesburg. Her skal vi træne fra søndag og vi skal spille kamp d. 26. og d. 30., hvor vi også har alle landsholdsspillerne til rådighed.
- Stort set alle spillere har fået en kamp mere i benene, og vi har set holdet under nogle andre forhold end normalt. Det tager vi med, og skal så forbedre os til de kommende kampe, så vi rammer toppen, når ligaen starter, lyder konklusionen på dagens kamp.
Ud over de 7 spillere, der er af sted med diverse landshold og de tre spillere, der er blevet hjemme for at pleje skader, måtte Jon Jönsson stå over under dagens kamp grundet ømhed i den ene hæl.
Det er ikke kun cheftræneren, der gælder sig til Johannesburg. Forholdene er gode i Polokwane, men det har indtil videre ikke været muligt, at overføre større filer. Derfor må brondby.com?s brugere og medlemmer af Fællesskabet vente til søndag/mandag med kamp-sammendrag, video-postkort og andre godter.
Der hilses inden kampen, som blev afviklet under masser af horn og i sommertemperaturer. Gode sommertemperaturer.
Der er kampe hele dagen, men allerede fra morgenstunden havde mere end 10.000 indfundet sig.
Jan Kristiansen var en af de toneangivende inden pausen.
Mange flere billeder og video foelger.