
Hårdt arbejde på anlægget
29.01.2010 15:19
Det startede med en omgang kant, men da temperaturen allerede ved 10-tiden nåede "rigtig varmt", var det så som så med behovet for længere opvarmning, og intensiteten blev hurtigt skruet i vejret.
Varme og tunge baner
Trods en konstant regnsky på vejrudsigten har træningen indtil nu kun sporadisk været ramt af regndråber. Regnen kommer typisk om aftenen og natten, hvis overhovedet, og torsdag bød stort set kun på bagende solskin.
Temperatur, våde, tunge baner og høj intensitet er en perfekt cocktail, hvis man vil have vindervildskaben frem i fodboldspillere. Lunten bliver kortere, og det store træningsanlæg har både torsdag og fredag da også genlydt af råb mellem spillere, der ikke var tilfredse med at tabe spillet til to mål. Eller omvendt: Glæde over scoringer.
Bidwest Wits' akademispillere har af flere omgange fulgt Brøndby-træningen, og de unge drenge diskuterer ivrigt begivenhederne. Mål og gode detaljer bliver mødt med ivrige kommentarer og klap, mens der også er tid til grin og morskab, som f.eks. da en spiller blev ramt i nakken af en afslutning, der absolut ikke var helt præcis.
Der har været meget fokus på erobrings- og afslutningsspil, som beskrevet af assistenttræner Skovdahl i en tidligere blog. Der bliver trykket af fra alle vinkler, og mål bliver fulgt af jubel, afbrændere af opsange.
Fredag eftermiddag står på afslapning og opladning til lørdagens kamp. En kamp, der kan følges live på brondby.com fra ca. 08:45.
Der bliver arbejdet og svedt i varmen. (foto: Rie Neuchs)