
Fotos fra første træning i Johannesburg
24.01.2010 21:14
Første træning i Johannesburg foregik på Bidvest Wits' stadionbane, da vandet fra formiddagsregnen endnu ikke var forsvundet helt fra træningsbanerne.
Stadion, der vel kan tage et par tusinde tilskuere på de gamle træ-tribuner, ligger relativt højt, så baneforholdene var fine. Temperaturen på 26 grader gjorde forholdene helt optimale.
Kantspil og afslutninger
Der blev indledt med en omgang kant i to grupper, mens Jon Jönsson stod over og Paul Jatta spillede lidt småbold med fysserne.
Målmandstræner Morten Cramer brugte den første halve time på at tærske Falkesgaard og Tørnes rundt i diverse øvelser med bold. Blandt andet med en bokseøvelse, hvor begge keepere formåede at bokse Cramers indlæg langt over midterlinjen.
Markspillerne gik herefter over til boldøvelser to og to, hvorefter Kent Nielsen kaldte til samling midt på banen. Der blev instrueret, oog så var det tid til afslutningsøvelser en masse.
I den ene ende afsluttedes der efter vendinger med en modstander i ryggen og i den anden var der kombinationsøvelser og afslutninger efter indlæg. Brent McGrath udmærkede sig ved at hamre de første par bolde knastørt i kassen efter nogle flotte vendinger og i den anden fik især Madsen banket bolden i kassen.
I det afsluttende spil til to mål vandt rødt hold, der bestod af Remco, Stenderup, McGrath, Rasmussen, Larsen, Gislason og Tørnes efter mål af bl.a. de to førstnævnte.
Indtryk fra første træning i Johannesburg
Dagen før afrejse havde en del af spillerne gang i trimmeren. Jan Frederiksen stod for længden på håret, og lad os blot konstatere, at der var skruet HELT ned.
Støvlerne snørres. Man må håbe, at der er brugt rigeligt med solcreme på isserne, for selvom der er overskyet i Johannesburg, er der skruet godt op for brænderen.
Kent Nielsen indledte dagen med en pep-talk, hvor programmet blev gennemgået.
Bischoff er ikke helt tilfreds med den aflevering han netop ikke fik. Remco og Nilsson hygger sig over Bischoffs beklagelser.
Michael Tørnes gør klar til målmandstræning. Han er ikke helt klar over, hvad træneren har i ærmet i dag..
Bedømt ud fra ansigtsudtrykket har Cramer lidt ekstra "godter" i ærmet til keeperne. Og det var ikke helt forkert - målmændene fik lov at svede på første dag i Johannesburg, og det var ikke kun på grund af de 26 grader.
Pauserne blev benyttet til udstrækning.
Bidvest Wits' stadion har også en "sydside". Ikke helt på højde med Brøndby Stadions, men tanken tæller også for en del.
Mikael Nilsson havde en fin dag og opdager her, at linsen følger ham tæt.
Der strækkes.
Alle øvelser foregik med bold. Mandag er der dobbelt-træning, mens spillerne kan se frem til kamp tirsdag formiddag.