Status på sportslig organisation
15.02.2010 16:58
Brøndby IF's fodboldudvalg afholdte i dag det sidste planlagte møde, og resultatet er en indstilling til bestyrelsen omkring besættelsen af stillingen som sportslig ansvarlig i Brøndby IF.
- Normalt fortæller vi af naturlige årsager ikke om personale-overvejelser, men i dette tilfælde er der så megen opmærksomhed, at vi giver en status, og så i øvrigt melder ud, når stillingen er besat, fortæller administrerende direktør Frank Buch-Andersen.
Indstilling til bestyrelsen
- Fodboldudvalget havde to punkter på dagsordenen i dag: En evaluering af transfervinduet og en færdiggørelse af indstillingen til bestyrelsen omkring den fremtidige sportslige organisation.
- Vi har løbende diskuteret struktur, mandat og emner, og vi er nu nået så langt, at den endelige indstilling kan gives til bestyrelsen.
- Bestyrelsen skal godkende indstillingen, og så vil der blive arbejdet fokuseret på den eller de emner, der er enighed omkring. Hvor hurtigt det går derefter er af naturlige årsager afhængig af mange ting, men vi vil melde ud, så snart vi er klar til at præsentere den person, der skal stå i spidsen for vores sportslige organisation i forhåbentlig mange år fremover.
- Nu handler det om, at vi arbejder effektivt, og vi kommer ikke til at kommentere på dette arbejde før vi er i mål. Derefter skal beslutningen nok komme ud, smiler Frank Buch-Andersen.
Fodboldudvalget har som sådan hermed udført sin opgave, og er herefter i udgangspunktet nedlagt som selvstændigt organ. Den videre proces vil blive håndteret af bestyrelsen og direktionen.