
Remco dobbelt målscorer i 4-0 sejr
17.02.2010 17:12
Brøndby IF vandt onsdag eftermiddag 4-0 over FC Flora Tallinn. Dobbelt målscorer blev Remco van der Schaaf, der kronede en inspirerende indsats med to hovedstødsmål.
Michael Krohn-Dehli og Peter Madsen scorede Brøndby IF's to andre mål i en kamp, der bød på perioder med god offensiv fodbold og aggressivt presspil over det meste af banen. Læs om kampen minut for minut herunder.
Brøndby IF - FC Flora Tallinn 4-0 (2-0)
1-0, Remco van der Schaaf
2-0, Peter Madsen
3-0, Michael Krohn-Dehli
4-0, Remco van der Schaaf
90' Kamp slut.
89' Kampen er inde i den afsluttende fase. 4-0 er et rimeligt retvisende billede, og Brøndby IF holder mest bolden i gang de sidste minutter.
85' Remco har haft en god dag. To mål, men han har også stor andel i den meget energiske indsats, der har budt på "PRESSUREEE" over det meste af banen. Han dirigerer meget, og har stor fokus på balancen i holdet.
83' Bolden ryger efter hjørnespark ud på venstrekanten, hvor Jan Kristiansen smider denind over til.. Jep - Remco van der Schaaf. Hollænderen kravler vist lidt op på ryggen af en modstander, men header bolden kraftfuldt i mål til 4-0.
82' Ousman Jallow erobrer bolden og er tæt på at sætte Holmén op til scoring. Bolden blokeres til hjørne, der ikke.... MÅL!!!!
81' Flora forsøger sig lidt nu, men den blågule defensiv rydder fint op.
80' Madsen og Randrup ud - Wass og Frederiksen ind. Frederiksen spiller venstre-kant, Krohn-Dehli spiller hængende angriber. Wass tager højre back.
79' Krohn-Dehli kroner en rigtig god indsats med et mål, der igen opstår efter godt opspil. Det ligger lidt i luften, at der godt kan komme et mål mere, selvom tempoet er gået noget ned.
76' Netop Jallows dybdeløb førte til det flotte 3-0 mål, som Michael Krohn-Dehli headede(!!) ind. Jallow sendes i dybden i højre, kigger op og vipper bolden ind til Michael Krohn-Dehli, der sikkert header den ind.
75' Madsen har trukket sig lidt tilbage og Jallow lægger i front. MÅL!
73' Hvor det i første halvleg var i venstresiden, det hele skete, er det nu højrekanten, der dominerer. Ousman Jallow har bl.a. forsøgt sig efter opspil i højre, men uden at det blev rigtig farligt.
72' Jens Larsen erstatter Jan Kristiansen på højrekanten.
71' Brøndby IF dikterer stadig spillet. Anden halvleg har ikke været lige så rig på chancer som første, og tempoet er gået lidt af. Fin fodbold.
66' Tre mand er sendt til opvarmning. Det kunne godt tyde på, at cheftræneren vil have alle i truppen i spil.
64' Peter Madsen forsøger sig fra distancen, men ganske ufarligt. Hjemmeholdet har ikke produceret de helt åbne muligheder i anden halvleg - endnu.
62' Michael Krohn-Dehli fylder meget i dag. Han står for en del af opspillet og har selv haft et par gode forsøg. Bl.a. en afslutning tæt, tæt forbi mål.
60' Ousman Jallow ind - Farnerud ud.
56' Paul Jatta og Samuel Holmén sidder tungt på midtbanen. Jatta afleverede ofte højt og dybt i første halvleg, men er nu slået mere over i de små pasninger.
52' Brøndby IF har også efter pausen initiativet i kampen. Det virker som om, at nogle af trænerens instrukser har handlet om, at sætte højrekanten mere i scene; der bliver i hvert fald forsøgt mere i denne side nu.
50' Remco gider ikke bandana - han får lappet et mindre hul med et plaster over øjenbrynet. Der skal mere til..
49' Remco aspirerer til en turban.. han har slået hovedet og behandles af Johannes Breum.
48' "COME OOON" lyder det fra Remco, der kræver presset sat tidligere ind.
47' Paul Jatta vælger at sparke dybt i bolden fra 30 meter. Han snyder målmanden, men bolden tog overkanten af overliggeren. Fin start.
46' Kent tog både midterforsvaret og den defensive midt til side i pausen, og der blev instrueret omkring spillet uden bold.
45' Max ud, Thomas Rasmussen ind. Krohn-Dehli har overtaget anførerbindet.
PAUSE: En fin første halvleg fra Brøndby IF's side. Især det aggressive pres har fungeret godt, men også spillemæssigt er der opløftende momenter mod et hold, der ikke kommer meget frem på banen, men som kæmper godt i defensiven. Venstresiden med Max von Schlebrügge og skiftevis Jan Kristiansen og Michael Krohn-Dehli har fungeret godt.
45' Pause. Max von Schlebrügge slutter halvlegen af med at oversprinte Michael Krohn-Dehli i et overlap. Max får bolden i feltet, men presses/rives omkuld, og dommeren fløjter.. til halvleg.
44' Kæmpe chance... Madsen får bolden i højre side, spiller den tilbage til Farnerud, der egentlig bør ekspedere den i kassen. Desværre får Floras keeper afværgret.
40' Nåh, Madsens flotte scoring afbrød beskrivelsen af cheftrænerens kommunikation, der er meget åben og direkte - især når en spiller mister bolden, og presset ikke sættes ind med det samme. Brøndby IF er stadig i teten spillemæssigt.
38' Spillet foregår meget i Brøndby IF's venstreside. Det er ikke fordi spillet er fantastisk hele tiden, men der er mange ting, der fungerer. Det er svært at sige, hvor gode FC Flora egentlig er, men de kæmper i hvert fald godt.
35' FC Flora har haft deres bedste mulighed efter hjørne. Michael Tørnes redder dog sikkert.
31' Der er kommet en del tilskuere nu, og med begrænset plads rundt om banen grundet store snedriver, står folk nu i to rækker på den ene langside.. 150-200 tilskuere er bedste gæt.
30' Den første halve time har stået i Brøndby IF's tegn. FC Flora er kommet frem to gange, og kun en enkelt gang har Michael Tørnes måtte gribe ind. Det gjorde han sikkert og uden problemer. FC Flora forsvarer sig ihærdigt, men de spiller mod et meget aggressivt Brøndby-hold, der er hurtige til at sætte presset ind, når bolden tabes.
27' Genpresset virker i dén grad i dag. Bolden mistes på venstrekanten, men Max von Schlebrügge og Michael Krohn-Dehli er hurtigt over den og så er resten historie.
26' Peter Madsen scorer. Max erobrer, spiller Krohn-Dehli, der sender den ind til en fri Peter Madsen, der køligt sparker den over keeperen. Lækkert mål af Magic!
25' Der dribles lidt for meget lige nu, hvilket har ført til et par boldtab på Floras banehalvdel. Cheftræneren er meget åben og ...2-0!
22' Linjevogteren afviser at tage en Brøndby-hue på, selvom hans ører er meget røde.
21' FC Flora står meget lavt på banen og nøglen til åbning af kampen er det hurtige spil langs jorden. Max har netop forsøgt sig fra distancen og er derefter nede og rage bolden til hjørne i den modsatte ende. FC Floras første hjørne. Jatta på bageste stolpe.
20' Så blev et Jan Kristiansens tur til, at sparke på stolpen. Han hamrer til den fra højre side af feltets kant, en forsvarsspiller kaster sig ned og snitter bolden på stolpen.
19' Max deltager meget i det offensive spil, Remco og Madsen dirigerer meget..
16' Farnerud og Madsen er startet meget aktivt. I den anden ende har defensiven trævlet alt op.
14' Det noteres at Mikkel Bischoff og Samuel Holmén spiller med rullekrave.
11' Farnerud forsøger sig igen. Denne gang rammer han stolpen fra en spids vinkel i venstre side af feltet.
10' Brøndby IF er startet kampen bedst, og især det aggressive genpres er med til at stresse de grønblusede. Spillemæssigt har det set fint ud, men det virker som om kampen lige skal sætte sig.
9' Alexander Farnerud forsøger sig fra kanten af feltet, men sparker lige over mål.
7' Målmandstræner Cramer står med en kost i hånden.. en af dem man kan feje med. Det vides ikke med sikkerhed hvorfor.
6' Randrup ville ikke stå tilbage og har nu også været ved baglinjen og lagt den ind.
5' Der spilles meget langs jorden og begge backs har været med fremme. Max von Schlebrügge har allerede været ved baglinjen to gange med indlæg til følge..
4' Kampen er kommet godt i gang. Brøndby IF har bolden mest. Madsen har forsøgt sig med nogle gode driblinger, og de gange det kikser, er genpresset sat ind med det samme.
2' Der skulle altså ikke gå meget mere end et enkelt minut før Brøndby IF's hollænder kunne bringe hjemmeholdet foran efter et flot indadskruet hjørnespark. Hjemmeholdet er indledt kampen med en rigtig god energi og god lyd mellem spillerne.
1' Remco van der Schaaf header Farneruds hjørnespark direkte i kassen. Flot oplæg, flot headet ind. Deres liveupdater blev en smule overrasket :)
1' Første hjørne i kampen tilfalder hjemmeholdet. MÅL!
0' Michael Tørnes griber første indlæg sikkert.
0' FC Flora starter med bolden.
0' Brøndby IF i gult og blåt, FC Flora stiller op i grønne trøjer og hvide bukser. Max har i øvrigt fået anførerbind på, så der er ikke lagt op til en opfølgning på Trelleborg-kampens anførerbind-gate.
KAMP I GANG
0' Dommeren kalder på spillerne. Remco og Max vælger de korte rør i dagens anledning.
0' FC Flora kommer stort set direkte fra lufthavnen. De er dog ankommet i tide til opvarmningen, så kampen skulle meget gerne fløjtes i gang inden længe.
0' FiB-TV har indfundet sig ved sidelinjen. Det tyder på, at vi kan se frem til højdepunkter og interviews senere.
0' Små 100 tilskuere har indfundet sig og lyset på kunstgræsbanen er nu tændt.
0' Max von Schlebrügge er udset til at spille en halvleg på venstre back, og efter planen kommer Thomas Rasmussen ind i anden. Der doseres lidt med fysikken op til træningslejren i Spanien næste uge.
0' De første tilskuere har indfundet sig og konstateringen omkring banen er ret enslydende: Det er koldt. Men banen er fin og grøn.
0' Der er koldt og hvidt overalt. Spillerne prøver at få varmen under assistenttræner Rene Skovdals ledelse.
0' Flora Tallinn er landet til tiden, og det ser ud til, at kampen begynder på det fastsatte tidspunkt kl. 15.30 på kunstgræsbanen.
Startopstilling
M. Tørnes
A. Randrup - M. Bischoff - R. vd. Schaaf - M.v. Schlebrügge
M. Krohn-Dehli - S. Holmén - P. Jatta - J. Kristiansen
P. Madsen - A. Farnerud