
Schweinske Cup: Tæt på avancement
30.12.2010 09:48
En vellykket og underholdende onsdag i indendørsturneringen Schweinske Cup i Hamburg gav fire point til Brøndby IF efter en 6-1-sejr over Altona 93 og en 1-1-deling mod hjemmeholdet St. Pauli i en højspændt affære.
Resultaterne betyder, at Brøndby IF kan nøjes med uafgjort i sidste gruppekamp mod Hradec Kralove (der har 3 point), der spilles torsdag aften kl. 18. Senere torsdag aften er der semifinaler og finale.
De godt 80 fremmødte Brøndby-fans har i de to første kampe sørget for, at de unge Brøndby-spillere fik en fornem opbakning. Forud for den første kamp var Mathias Larsen desværre uheldig, da han til formiddagstræningen fik et brud på den ene fod og dermed er ude i mindst seks uger. Det forventes dog, at han bliver klar til forårssæsonen.
brondby.com bringer her referater fra de to første gruppekampe.
Storsejr i første kamp
Det var et velspillende Brøndby hold, der åbnede turneringen med at besejre det lokale kvalifikationshold Altona 93 med hele 6-1. Målscorerne var Daniel Wass, Daniel Norouzi (2 mål), Mathias Gehrt og Jens Larsen (2 mål).
Fra start af satte Brøndby IF sig på kampen med god tålmodighed i boldomgangen. Det tekniske niveau fra Brøndbys side var langt over modstanderens, og derfor blev det til en udklassering.
Wass åbnede op allerede i det 2. minut ved at banke bolden op i nettaget. Herefter tog Norouzi over, da han først viste stor klasse ved først at overløbe sin modstander og derefter sjæle bolden fra ham, for så at slutte af med at brage kuglen i netmaskerne. Kort efter modtog selvsamme Norouzi en lang aflevering, som han flot headede i mål.
4-0 blev det lige inden pausen, da Mathias Gehrt efter flot forarbejde fra Wass helt nøgen foran mål kunne prikke bolden ind over stregen. Wass brugte smart bagbanden til at skabe sin assist, der satte tre mand af inklusive keeperen.
Efter pausen blev spillet sat på automatpilot, men alligevel blev det til to mål mere, da Jens Larsen først kombinerede sig op gennem midten og bragte sig alene med keeperen, og i sidste minut cementerede han Brøndby IF's sejr ved køligt at vippe bolden over keeperens venstre skulder. Ind i mellem Larsens to mål reducerede Altona på et langskud.
Til sidst i kampen prøvede Norouzi også at blive udvist efter en lidt for hård tackling. En udvisning betyder at man spiller en mand i undertal i to minutter.
Brøndby IF - Altona 93 6-1 (4-0)
1-0 Daniel Wass (2. min.)
2-0 Daniel Norouzi (6. min.)
3-0 Daniel Norouzi (10. min.)
4-0 Mathias Gehrt (11. min.)
5-0 Jens Larsen (15. min)
5-1 Altona (15. min.)
Daniel Norouzi udvist (21. min.)
6-1 Jens Larsen (24. min.)
Drama mod værterne
Kampen mod FC St. Pauli blev et brag af en kamp og på mange måder den klart bedste hidtil i turneringen. Den flotte kulisse med ca. 80 festglade Brøndby-fans på den ene side og godt 1000 syngende St. Pauli-fans på den anden side bidrog til en intens og hårdt spillet affære, hvor ingen af holdene ville give sig.
Kampen sluttede rimeligt nok 1-1, men undervejs havde det teknisk begavede Brøndby-mandskab vist sig at kunne mere med bolden end deres modstander, der tilsyneladende blev mere og mere frustrerede og gjorde det til en fysisk kamp med mange to minutters udvisninger.
Første halvleg startede glimrende. Bolden blev kørt godt rundt, og flere fine afslutninger blev sendt afsted mod St. Paulis mål. Lidt efter lidt åd hjemmeholdet sig dog ind i kampen og gjorde det til en mere jævnbyrdig kamp.
St. Pauli havde en mere direkte spillestil, og derfor stod de to hold godt til hinanden. Mod slutningen af halvlegen fik Wass, efter et smukt træk forbi en modstander, en kæmpe chance som desværre blev kigget ud af keeperen.
I anden halvleg kom St. Pauli godt ud af starthullerne hjulpet på vej af en uforståelig udvisning til Jens Larsen. En fænomenal keeper-præstation af Andreas Larsen forhindrede dog flere gange St. Pauli i at komme foran. Hjemmeholdet ramte stolpen to gange, hvor Dario Dumic i anden omgang på akrobatisk vis fik drejet bolden op på den ene opstander.
Da St. Pauli lidt senere fik scoret, var det en prisgivet Andreas Larsen, der kunne se et skud blive rettet af og lande for fødderen af en St. Pauli-spiller tæt ved mål. I den anden ende forsøgte Brøndby IF ihærdigt, men vi skulle helt hen til godt et minut før slutfløjtet, før forløsningen kom.
Osama Akharraz rykkede godt ind i banen, modtog bolden i fri position og knaldede bolden ind bag en chanceløs St. Pauli-målmand. Således endte det uafgjort i en kamp, der virkelig løftede turneringen og gav publikum en stor oplevelse.
FC St. Pauli - Brøndby IF 1-1 (0-0)
Jens Larsen udvist (10. min.)
Pauli-spiller udvist (10. min.)
Pauli-spiller udvist (12. min.)
Jens Larsen udvist (13. min.)
Pauli-spiller udvist (17. min.)
1-0 St. Pauli (20. min.)
1-1 Osama Akharraz (23. min.)