Schweinske Cup: Sluttede på andenpladsen

31.12.2010 09:26

Brøndby IF kan efter en flot præstation i Schweinske Cup i Hamburg drage hjem med en andenplads i bagagen efter et 2-4-nederlag i finalen til værterne St. Pauli.

Undervejs slog Brøndby tjekkiske Hradec Kralove ud og vandt i semifinalen over Lyngby på straffespark. I de fem kampe i turneringen nåede alle de unge spillere at byde ind med gode ting, og Brøndby IF's keeper Andreas Larsen fik æren af at blive kåret som turneringens bedste målmand.

brondby.com bringer her referater fra de tre sidste kampe i turneringen.

Sidste gruppekamp

Der var spænding til det sidste, da Brøndby IF kvalificerede sig til semifinalen i Schweinske Cup. Efter total blågul dominans i første halvleg vågnede den tjekkiske modstander Hradec Kralove op i anden halvleg og pressede på, men Brøndby forsvarede sig godt og skulle endnu en gang være glade for Andreas Larsen i buret, der gennem turneringen har afværget langt det meste, der er kommet i hans retning.

Efter en påpasselig start fra begge hold fik de blågule hul på bylden i det 5. minut. Daniel Wass serverede efter et langt drive bolden til Osama Akharraz, og "Ozzy" sendte køligt kuglen ind i det lille hul, der var i tjekkernes forsvar. Sekunder senere var Alexander Green på pletten til 2-0 fra en spids vinkel. Daniel Wass rundede halvlegen af med en tunnel på keeperen efter endnu et godt soloridt - noget Wass har gjort til lidt af et varemærke under turneringen. I den anden ende havde Kralove ikke nogen chancer i første halvleg.

Straks fra starten af anden halvleg gik det dog helt galt, da Kralove fik scoret to gange inden for det første minut. Først på en flugter og derefter på en skidt tilbageaflevering, som Wass må tage på sin kappe. Kralove kunne kun bruge en sejr til noget, og de fik i resten af halvlegen lagt et pres, der skabte lidt usikkerhed i Brøndby-defensiven. Drengene holdt dog stand og sluttede som toer i gruppen, hvor Lyngby derefter ventede i semifinalen.

Hradec Kralove - Brøndby IF 2-3 (0-3)

0-1 Osama Akharraz (5. min.)
0-2 Alexander Green (6. min.)
0-3 Daniel Wass (10. min.)
1-3 Kralove (13. min.)
2-3 Kralove (13. min.)

Semifinalen

Semifinalekampen mod Lyngby blev en meget taktisk præget forestilling i lavt tempo og med få chancer. Ingen af holdene ville risikere for meget, og man var dygtige til at annullere hinandens angreb.

Jævnbyrdigheden varede kampen ud. I første halvleg var Lyngby tættest på scoring, men en energisk Daniel Norouzi fik sparket væk på stregen.

Midtvejs i anden halvleg bragte Lyngby sig foran efter et indkast, hvor en Lyngby-spiller kom til og bankede bolden op i nettaget. Dumic havde herefter et godt langskud, inden det endelig lykkedes Brøndby IF at score. Lyngby fik en udvisning, og det udnyttede Alexander Green straks ved at knalde kuglen i mål fra godt 15 meter.

Derfor skulle der straffespark til for at finde en finalist, og her blev Andreas Larsen igen redningsmanden, da han diskede op med to redninger. Efter tre straffespark fra 9-meter pletten stod det stadig lige, og først efter anden runde af ekstra straffespark kunne Dario Dumic afgøre kampen. Brøndby IF var nu klar til finalen mod hjemmeholdet St. Pauli.

Lyngby BK - Brøndby IF 1-1 (0-0)

1-0 Lyngby (18. min.)
1-1 Alexander Green (22. min.)
Straffespark:
2-1 Lyngby
2-2 Osama Akharraz
3-2 Lyngby
3-3 Kristoffer Munksgaard
Lyngby brænder
Daniel Wass brænder
Ekstra straffespark:
4-3 Lyngby
4-4 Alexander Green
Lyngby brænder
4-5 Dario Dumic

Finalen

Det blev endnu engang en meget intens og dramatisk kamp mellem Brøndby IF og St. Pauli. Denne gang blev der dog spillet mere fodbold, og begge hold undgik udvisninger. I lighed med første opgør var det igen Brøndby, der havde mest boldbesiddelse, mens tyskerne satsede mere på hurtigt opspil og kontraangreb.

Beran Camili fik smart bragt de blågule foran, da han trak ind i banen og scorede med et velplaceret skud helt ude ved stolpen. Desværre slog St. Pauli igen i de døende sekunder af første halvleg på et bragende langskud.

I anden halvleg løb St. Pauli lidt fra Brøndby-holdet og med to scoringer lignede det, at kampen var afgjort. Kort tid efter leverede Gehrt dog et fremragende stykke arbejde nede i det ene hjørne, og bolden endte hos Alexander Green, der placerede læderet godt oppe i den ene krog og bragte spændingen tilbage i kampen.

Et par minutter senere havde Kristoffer Munksgaard en gylden chance for at udligne, men han måtte se en modstander komme i vejen for kuglen på selve målstregen. Andreas Larsen holdt med et par store redninger Brøndby IF inde i kampen, men i sidste minut måtte de blågule kapitulere, da St. Pauli slog til på kontra. Dermed endte det med en flot andenplads i Schweinske Cup for de unge Brøndby-spillere.

FC St. Pauli - Brøndby IF 4-2 (1-1)

1-1 Beran Camili (9. min.)
1-1 St. Pauli (12. min.)
2-1 St. Pauli (15. min.)
3-1 St. Pauli (16. min.)
3-2 Alexander Green (17. min.)
4-2 St. Pauli (24. min.)

brondby.com ønsker tillykke med det flotte resultat.