Trøjen er kommet!
13.08.2010 15:50
Det har taget lidt tid og leverancerne har grundet stort produktionspres under VM været forsinket, men nu er den nye trøje kommet til Brøndby Stadion! Brøndby IF kan således søndag eftermiddag præsentere den nye hjemmebanetrøje, der vil klæde spillerne de kommende to sæsoner.
Det sker kl. 15:00, hvor trøjen bliver præsenteret foran Brøndby Shoppen og sat til salg både i selve shoppen og på brondbyshoppen.dk.
Klassiske farver i ny stil
- Efter en række sæsoner med den solgule Adidas-nuance vender vi nu tilbage til en mere klassisk Brøndby-gul, der sammenholdt med nogle helt nye elementer betyder, at trøjen, ja hele spillersættet, fremstår i et skarpt, moderne og stadig klassisk Brøndby-design, fortæller administrerende direktør Ole Palmå.
- Man kan vel sige, at vi har gjort lidt det samme med trøjen som vi vil med spillet på banen: De gamle Brøndby-dyder i en ny og frisk stil, med alle de klassiske værdier i moderne indpakning. Vi er rigtig glade for trøjen, og håber selvfølgelig at rigtig mange af klubbens fans vil være det samme, lyder det.
Søndag kl. 15 vil det altså være muligt at se, mærke og købe den nye trøje i Brøndby Shoppen, som bliver præsenteret på pladsen foran shoppen. Søndag kl. 18:00 vil Brøndby-spillerne bære trøjen for første gang, når Esbjerg fB forhåbentlig sendes hjem uden point.
Du kan sikre dig billet online, i Brøndby Shoppen eller i billethuset på kampdagen.
Tilskuertallet til den første superligakamp i sæsonen var flot, og med solskin, ny trøje og en spændende kamp på programmet er der forhåbninger om mange tilskuere ? så køb din billet på forhånd og kom i god tid.
I hvert fald én esbjergspiller vil meget gerne have fat i en Brøndby-trøje. Søndag har han og alle andre chancen for at sikre sig en helt ny version, når Brøndby IF præsenterer den helt nye hjemmebanetrøje. Det sker kl. 15:00 foran Brøndby Shoppen.