
Mike og Wass: Uafgjort vil være fint
19.08.2010 11:52
Torsdag kl. 21:30 dansk tid skal flere af Brøndby IF's yngre spillere op mod den måske sværeste modstander i deres karrierer, når Sporting Clube de Portugal byder op til dans i Lissabon.
Værelseskammeraterne Daniel Wass og Mike Jensen er enige om, at der venter en hård kamp, men de to unge herrer har samtidig selvtilliden og troen på sig selv og holdet i orden.
Mike scorer på frispark
- Det er et rigtig godt hold, vi møder. Mange gode spillere og en offensiv og tempofyldt spillestil. Vi kommer nok under pres i meget af kampen, siger Mike Jensen.
- Men jeg tror, at vi kan stå imod det og få skabt nogle chancer på kontraløb eller dødbolde. Så gælder det bare om, at vi er skarpe, når chancerne opstår, fortsætter Daniel Wass.
Både Mike og Wass har en væsentlig andel i Brøndby IF's gode sæsonstart med seks sejre, to uafgjorte og et enkelt nederlag.
- Vi skal bare klø på og tro på os selv. Vi har et stærkt kollektiv og en super indstilling, så alt kan ske. Så længe alle leverer 100 % i aften, så tror jeg på et godt resultat hernede. Uafgjort 2-2 eller 1-1 ville være et dejligt resultat at kunne tage med hjem, siger Mike Jensen.
Wass fortsætter:
- Ja, uafgjort 2-2 ville være fint. Og så skriv lige, at Mike har lovet at score på frispark i dag, griner højrebacken.
Kampen mod Sporting Clube de Portugal spilles altså kl. 21:30 dansk tid på Estádio José Alvalade i Lissabon. Kampen kan følges på TV3 Puls samt på brondby.com's liveupdate.
Brøndby IF's nummer 26 og 29 ser frem til torsdag aftens kamp mod Sporting Clube de Portugal.