Kvinderne videre i Champions League

11.08.2010 10:08

Tirsdag aften sikrede Brøndby IF's kvindehold sig videre deltagelse i UEFA Womens Champions League, da bulgarske NSA Sofia blev besejret 3-0 på Brøndby Stadion.

Målscorerne for Brøndby IF var Lene Jensen, Emma Madsen og Henriette Dahl. Brøndby IF slutter altså som klar 1'er i gruppen med tre sejre og en målscore på 21-0.

Fuldt fortjent sejr

Brøndby IF startede som aftalt med et højt pres, og dagens helt store spiller var Lene Jensen, der var i hopla og flere gange legede kispus med modstanderen. I det 10. minut bragte Lene Jensen Brøndby IF i front med 1-0, og indenfor de første 20 minutter havde hjemmeholdet flere chancer, der burde have udløst en mere komfortabel føring.

Det bulgarske mandskab stod dog meget kompakt, og derfor blev det svært at skabe de afgørende huller mod fem bulgarske spillere i bagkæden. Brøndby IF kunne gå til pausen med 1-0-føringen vel vidende, at det var NSA Sofia, der skulle frem og skabe kampen - med mindre de spillede på at komme videre som en af de to bedste 2'ere i gruppespillet.

Kombinationerne kom ikke helt til at fungere i anden halvleg, men alligevel var der i perioder rigtig godt spil fra Brøndby-kvinderne, når der kom tempo i afleveringerne samt løb uden bold. Helt fortjent bragte Brøndby IF sig i front med 2-0 i det 57. minut, hvor Emma Madsen reelt lukkede kampen. Samtidig stod den 2-2 i den anden gruppekamp på bane 2, og det betød på det tidspunkt videre adgang for begge hold på Brøndby Stadion. Derfor satsede bulgarerne ikke fremadrettet, men det var alligevel dem, som kom til de fleste afslutninger i anden halvleg.

Indskiftede Henriette Dahl scorede efter blot 10 minutter på banen til 3-0 i det 79. minut, og samtidig kom tyrkerne på bane 2 foran 3-2, hvilket betød, at NSA Sofia var videre som 2'er fra puljen, og derfor skete der ikke mere på Brøndby Stadion. To minutter før tid på bane 2 udlignede moldaviske FC Roma Calfa til 3-3, og dermed røg videre avancement til slovenske Krka, der fik følgeskab af islandske Breidablik som bedste 2'ere fra gruppespillet. Surt for Brøndby IF's bulgarske modstander.

Brøndby IF fik absolut langt bedre modstand end i de to tidligere opgør i gruppen, men der kunne ikke indvendes noget imod den sejr, som blev hentet hjem i tirsdagens kamp på Brøndby Stadion.

Mulige modstandere

Brøndby IF er på grund af tidligere sæsoners gode resultater i Europa seedet i 32. dels-finalerne i UEFA Womens Champions League. Det betyder, at modstanderen skal findes blandt følgende useedede hold:

Breidablik, Island (kval)
AZ Alkmaar, Holland
FC Zürich, Schweiz
Unia, Polen
Rayo Vallecano, Spanien
FC PAOK, Grækenland
Masinac, Serbien
Legend, Ukraine
Sint-Truidense, Belgien
CSHVSM, Kazakstan
Zorka, Hviderusland
Hungaria FC, Ungarn
Krka, Slovenien (kval)
Åland, Finland
Apollon Limassol, Cypern (kval)

Danske Fortuna Hjørring er ligeledes blandt de useedede hold, men kan ikke blive modstanderen på grund af den fælles nationalitet. Lodtrækningen til 32. dels-finalerne finder sted torsdag den 19. august.

Stort tillykke til Brøndby IF's kvindehold og trænerteam og held og lykke i Champions League-slutspillet!

 Kvinder CL 2010

Her er de 11 kvinder, der tirsdag aften på Brøndby Stadion sikrede Brøndby IF videre avancement i UEFA Womens Champions League med en 3-0-sejr over NSA Sofia fra Bulgarien.