Jens Larsen: Alle gør det godt

02.08.2010 09:44

Jens Larsen blev tiljublet af de blågule fans flere gange under og efter kampen søndag aften mod FC Midtjylland, hvor den unge midtbanespiller blev matchvinder og spillede en stor kamp.

Jens Larsen blev fortjent kåret til man of the match og var efter hjemmesejren et stort smil.

God kamp over hele linjen

- Ja, jeg spillede da en fin kamp, smiler dagens mand i skysovs og tilføjer:

- Jeg ved nu ikke, om den var bedre end ellers, det vil jeg lade andre om at vurdere. Men vores fans var vist godt tilfredse med min indsats. Jeg synes nu, at hele holdet gør det godt, og vi spiller en god kamp over hele linjen. Det var vores første hjemmebanekamp i Superligaen, og det var vigtigt for os at få sendt et signal om, at man får det svært som modstander på Brøndby Stadion, og det er jeg sikker på, at FC Midtjylland følte søndag.

- Der er ikke så meget at sige til selve målet, Alexander spillede den præcist ind over, og det eneste jeg skal er at sætte foden på. Det er ikke det sværeste mål, jeg har scoret, men det viste sig jo så at blive et vigtigt et. Jeg gik lidt kold til sidst i kampen, men vi er også inde i en hård periode med masser af kampe.

- Jeg er utrolig glad for den tillid, trænerteamet har vist mig her i sæsonstarten. Lige siden jeg kom op i A-truppen, har jeg knoklet på til træning, og det betaler sig nu. Jeg er i superform og har stadig masser af potentiale, der skal ud, griner Jens Stryger Larsen.

Jens jubler

Jens Larsen jubler over scoringen til 1-0 i søndagens sejr over FC Midtjylland. Foto: Flemming Alø