
Jan K.: Nu ser vi fremad
16.08.2010 09:02
Brøndby IF's Jan Kristiansen ærgrede sig efter den uafgjorte kamp mod Esbjerg søndag aften på Brøndby Stadion.
Brøndby IF måtte nøjes med uafgjort 1-1, efter Esbjerg scorede på en af deres meget få chancer i kampen.
Vi må se fremad
- Det var ingen stor kamp fra vores side - det var vist tydeligt. Først og fremmest skal vi være mere kyniske. Ikke kun i selve afslutningerne - men også i opspillet, siger Jan K.
- Jeg synes, vi kontrollerer dem gennem hele kampen og står godt på banen. Men offensivt mangler vi flere løb for boldholder, fortsætter han.
- Og når man ikke får lukket kampen, så sker det jo af til i fodbold, at modstanderen scorer på deres stort set eneste chance. Det er selvfølgelig utrolig ærgeligt.
- Efter Esbjergs scoring får vi dog løsnet lidt op for vores spil og skabt en del. Det havde heller ikke været ufortjent, hvis vi havde scoret til sidst, uddyber Kristiansen.
- Men nu må vi se fremad. Vi har en vigtig kamp på torsdag. Der må og skal vi være kyniske over hele linjen.
- Men står vi så godt på banen, som vi har gjort de seneste kampe, er vi nået rigtig langt. Men så skal vi også få scoret på de chancer vi skaber, afslutter Kristiansen.
Brøndby IF's Jan Kristiansen lægger an til skud.