Henrik Jensen: Svær kamp forude

19.08.2010 07:53

Efter onsdag aftens afsluttende træning ser det ud til, at Cheftræner Henrik Jensen kan vælge frit mellem spillerne i truppen, når startopstillingen til torsdagens kamp skal sættes.

Mikael Nilsson har godt nok været sygdomsramt og er derfor indtil nu blevet i Danmark, men svenskeren er i klar bedring og flyver til Portugal torsdag morgen, hvor han støder til truppen og forventes kampklar.

Nilsson i klar bedring

- Mikael Nilsson har været influenzaramt og tog derfor ikke med os til Lissabon i første omgang. Vi har løbende været i kontakt med ham, og heldigvis ser det ud til, at han har fået det meget bedre. Nu tager Mikael herned imorgen tidlig, og så satser vi på at få ham klar til torsdag aften, siger cheftræneren.

Henrik Jensen ser altså ud til at kunne blande kortene til kampen, som han vil. Alligevel har cheftræneren en god portion respekt for torsdagens modstander.

Oppe mod et stærkt hold

- Der er ingen tvivl om, at vi møder et rigtig stærkt hold imorgen. Sporting spiller hurtigt og offensivt og har mange spillere med fine individuelle kvaliteter. De kan lide at bringe mange folk med frem, så de formår virkelig at lægge tryk på en modstander i løbet af kampen.

- Omvendt så er deres angrebslyst også vores chance. Deres backs går meget med frem, og kan vi erobre bolde og sætte noget hurtigt omstillingsspil i gang, er der bestemt gode muligheder for at fange Sporting ude af balance, siger Henrik Jensen.

- Men først og fremmest handler det for os om at stå godt organisatorisk. Gør vi det, og er vi koncentrerede defensivt og minimerer personlige fejl, så er det slet ikke umuligt at hente et godt resultat med hjem til Brøndby.

- For mig at se vil et smalt nederlag være ok. Det kunne være rart, hvis vi kan få lavet et udebanemål eller to, men det nytter jo ikke, hvis modstanderen laver fem! Vi går ind til kampen vel vidende, at vi ikke er favoritter. Men det forhindrer os jo ikke i at give dem kamp til stregen, afrunder cheftræneren.

 HJ

Cheftræner Henrik Jensen blev udsat for flittig spørgelyst fra de lokale, portugisiske medier forud for onsdagens træning på Estádio José Alvalade.