
Gule striber virker - til dels
03.08.2010 11:27
Til Brøndby IF's første Superliga-hjemmekamp var Faxe-tribunen "pyntet" med nye gule striber, der markerer adgangsveje for tilskuere, sikkerhedsfolk og samaritter.
Tiltaget blev relativt godt modtaget, omend der stadig er udfordringer med at holde adgangsvejene helt fri. Det kræver en vis tilvænning, hvilket da også var forventet.
Vurderes løbende
At adgangsvejene kan holdes rimeligt fri for tilskuere var tydeligt på tribunens vestlige del og i siderne. Kontrollører havde god adgang, og de tilskuere, der stod på de afmærkede områder, flyttede sig velvilligt, når dette var nødvendigt.
Tribunens modsatte side er lidt mere pakket, og mange tog permanent ophold på de afmærkede adgangsveje. Det gav dog ingen problemer, og forventningen er, at det vil blive bedre over de kommende kampe.
Sikkerhedschef Emil Bakkendorff fortæller:
- Det fungerede ok i visse områder, og mindre godt i andre. I det store hele var det OK, hvilket vi da også forventede, ligesom det er helt forventeligt at et tiltag som dette skal have tid til at rodfæste sig hos alle. Det primære er ikke, at man ikke må have en fod på de gule striber, men at folk der opholder sig i nærheden, holder adgangsvejene farbare.
- Jeg tror, det bliver bedre som folk vænner sig til det, for det er jo ikke anderledes end på andre tribuner, hvor man ikke må tage ophold på adgangsvejene. Vi følte i hvert fald, at der var en fin kontakt mellem tilskuere og de kontrollører, der har behov for at bevæge sig frit på tribunen, lyder det fra sikkerhedschefen, der tilføjer:
- Lad os nu lige give det lidt tid. Det vigtigste er sikkerheden og ikke om en enkelt fan forvilder sig ud på striberne i ny og næ. Kravet fra myndighederne er dog klart, og permanent ophold skal undgås. Det ér et myndighedskrav, at vi holder adgangsvejene fri.
Forsøget med de markerede adgangsveje vil i første omgang løbe efterårssæsonen ud. Herefter vil klub og myndigheder i fællesskab vurdere tiltaget og alternative tiltag, hvis det konstateres at markeringerne alene ikke har den ønskede effekt.
Adgangsvejene på Faxe er markeret med gule striber.