Bøde til lighterkastere
26.08.2010 08:36
Lighterkasteriet under søndagens kamp mod OB har nu fået et efterspil idét den første person er blevet positivt identificeret.
Personen vil blive tilsendt et girokort pålydende 5.000 kr. for at have kastet en genstand på banen trods klare beskeder om netop denne afgift på hjemmeside, noter til stadionreglement, på storskærm og via højttalersystemet.
Lad nu være
- Vi har positivt identificeret den første af lighterkasterne og arbejder på, at identificere flere. Vi afsendte således et brev med et girokort onsdag, og sådan er proceduren også i fremtiden, fortæller sikkerhedschef Emil Bakkendorff.
Brøndby IF har fået flere bøder af UEFA for kast af tomme eller fyldte plastickrus, creperuller og andet under kampene. På denne baggrund, og fordi det slet og ret kan være farligt, opfordres alle til, at undlade den slags aktivitet under aftenens kamp og i fremtiden.
- Vi har en god dialog med fansene og oplevede også i søndags, at kasteriet stoppede efter anden melding i højttalerne, og dét selvom stemningen jo absolut ikke blev mindre intens i kampens afslutning. Derfor er jeg også overbevist om, at opfordringen bliver vel modtaget. Vi glæder os i hvert fald til at få masser af fans på stadion, og opleve den intensitet, der altid er på de store Europa Cup-aftener, lyder meldingen.
Sådan skal det være! Positiv fankultur betyder ikke, at der må skrues ned for engagementet eller presset på modstanderen - tvært imod!