Larsen: Fantastisk publikum

18.04.2010 19:22

- Det var dejligt at vinde på stadion igen.

Jens Larsen smilede træt efter 1-0-sejren over AGF.

Vi ville vinde

- Jeg synes også, at det var tydeligt for alle, at vi virkelig ville vinde. Alle mand arbejdede stenhårdt, og vi får sat dem hårdt under pres i store dele af kampen.

- Det aggressive spil gjorde jo også, at publikum virkelig kom med og fik lagt yderligere pres på dem. Det er selvforstærkende, når den slags sker. Publikum var fantastiske, og det gav os ekstra energi, roser midtbanetalentet.

Et par af de fremmødte journalister ville vide, hvordan unge Larsen havde det, da publikums jubel brusede ned mod ham i en situation i første halvleg, hvor han lavede et aggressivt pres og senere, da han blev skiftet ud.

- Det er selvfølgelig dejligt at mærke, at man har nogle i ryggen der hjælper en, så tør man lidt mere; igen er det selvforstærkende, fortsætter han.

- Det giver mig selvfølgelig også mod på mere, og efter fire kampe fra start i træk håber jeg da også på mere spilletid i fremtiden. Men jeg må bare blive ved med at klø på til træning, og i de kampe jeg får.

- Nu skal vi glæde os over sejren i dag, men fra i morgen er fokus på næste opgave, hvor vi skal vise samme energi og vilje som i dag.