
Jensen: Bedre pres
16.04.2010 15:05
Henrik Jensen ser frem til kampen mod AGF, hvor han håber på en bedre præstation end torsdagens opgør mod FC Nordsjælland, men også må lægge taktik efter de spillere, der er til rådighed.
- Vi er ikke tilfredse med boldomgangen og vores presspil, som ikke fungerede godt nok. Det skal vi forbedre til søndag, hvor jeg forventer, at vi forbedrer os på begge områder, især omkring presspillet, lyder det fra cheftræneren.
Pres, spil og afslutninger
- Vi har været ramt af skader af karantæner, og det må vi selvfølgelig tage med i overvejelserne, når vi lægger taktik og kampplan. Torsdag havde vi 6 skader, to karantæner samt en række spillere, der først lige er kommet i gang efter en længere pause.
- Jeg synes faktisk at de spillere, der har været ude længe gør det fint. Jan Frederiksen har været væk i 3 måneder, Wass skal efter 7 måneder uden kampe på topniveau pludselig spille hele tiden, da Randrup stadig spares lidt grundet problemer med den ene fod. Agger har spillet en enkelt halvleg på 2. holdet siden han blev skadet i efteråret, men kommer ind og giver hvad han har.
- Den slags er en del af gamet, og noget af det man skal tage hensyn til som træner. Nu får vi et par stykker tilbage fra karantæne og det giver os selvfølgelig nogle andre muligheder. Alt det indgår i de taktiske overvejelser, og når vi sætter holdet er et forbedret presspil et af nøgleområderne. Vi skal være bedre med bolden, frem på banen, have flere afslutninger og stresse AGF'erne.
- Vi vidste godt, at træerne ikke vokser ind i himlen. Nu skal vi tilbage på sporet, og en sejr på søndag vil give os et godt rygstød til den afsluttende fase af ligaen. Det er tæt, men vi tænker kun på næste kamp lige nu. Og kampe mod AGF er altid nogle af de sjove at spille, smiler cheftræneren.
Du kan købe billet online, i Brøndby Shoppen eller i billethuset foran endetribunerne.
FC Nordsjællands målmand måtte ud i fuld udstrækning et par gange. Henrik Jensen håber, at der kommer meget mere af den slags på søndag, når AGF kommer på besøg.