
Jan K: Fænomenal opbakning
12.04.2010 10:06
- Det var en hård og intens fight fra start til slut. Helt som vi havde forventet.
Jan Kristiansen er glad for sejren over OB, der dog kostede kræfter og en jætte-indsats af alle blågule spillere.
Vil vinde
- Vi vidste, at det ville blive svært, men også at hvis vi leverede den vilje og spil, som vi har gjort på det seneste, så ville der være gode muligheder for at få noget med hjem.
- Jeg synes at gutterne leverer en fantastisk indsats over hele linjen, og vi spiller også i store perioder noget fornuftigt fodbold, hvor vi får skabt nogle ok chancer. Blandt andet skulle jeg selv have scoret i slutningen af 1. halvleg, lyder det selverkendende.
Kristiansen fik dog taget revanche i 2. halvleg med sejrsmålet kort før tid. Om målet fortæller han:
- Krohn-Dehli sparker den ind over, Carrol og Troest støder sammen, hvorefter Bernburg lægger den på tværs foran mål, hvor jeg så bare skal heade den ind. Det var meget forløsende at score igen efter at have været tæt på en del gange på det sidste.
Fans i særklasse
- Det er ikke kun holdet, der skal have ros. Vores fans var ganske enkelt fænomenale. De blev ved med at tro på det, de blev ved med at bakke op. Det giver os ekstra kræfter at blive blæst frem og støttet på den måde.
- Bare det, at de møder 2.000 op til en udekamp i et forår, hvor vi har kæmpet for at komme på rette spor er flot. Det er der ingen andre klubber i Danmark, der kommer i nærheden af. Jeg er slet ikke i tvivl om, at netop den massive positive støtte gør en forskel.
- Så jeg håber og tror på, at støtten vil være ligeså fantastisk, når vi møder FC Nordsjælland på torsdag på Brøndby Stadion, afslutter søndagens eneste målscorer med et smil.
Jubel efter scoring. Jan K fulgte op på traditionen med et sent sejrsmål i Odense.