Vejle BK i pokalen
25.09.2009 12:23
Fredag middag blev der trukket lod til den danske pokalturnering, også kendt som Ekstra Bladet Cup.
Brøndby IF blev trukket op af bowlen sammen med Vejle Boldklub, hvilket betyder at de blågule i udgangspunktet skal spille pokalkamp i Nørreskoven onsdag d. 28. oktober. Kampen kan dog blive flyttet til tirsdag eller torsdag.
Bjerregaard: Interessant lodtrækning
- Det kunne have været bedre, men også værre. Vejle har stadig et meget interessant hold, og fraset SAS Liga-klubberne, var det vel en af de sværeste modstandere i bowlen. Det er en interessant lodtrækning, og vi kommer til at arbejde for sagen, lyder det.
- Vil man vinde pokalturneringen, som vi har ambitioner om, så skal man vinde alle kampene. Derfor er dette også en kamp, vi skal videre fra. Jeg tror dog sagtens det kan blive en rigtig pokal-kamp, forstået på den måde, at Vejle vil give hvad de har i sig, og de forhåbentlig mange tilskuere vil skabe en intens atmosfære, lyder vurderingen fra sportschefen.
brondby.com følger op med nærmere information om kamptidspunkt og billetsalg.
Alexander Farnerud og resten af de blågule kan se frem til endnu en tur til Jylland. Senest blev det til 2-0 i Blokhus.