Randrup og Agger forlænger
22.09.2009 10:53
Brøndby IF, Nicolaj Agger og Anders Randrup er blevet enige om forlængelse af kontrakterne med de to ungdomslandsholdsspillere.
Anders Randrups kontrakt løber nu til Juni 2013 mens Nicolaj Agger og Brøndby IF har papir på hinanden frem til december samme år.
Egne talenter i positiv udvikling
Sportschef Anders Bjerregaard udtaler:
- Begge spillere har været igennem en meget positiv udvikling. Anders Randrup har fået debut på A-landsholdet og er anfører på U21-landsholdet. Nicolaj Agger bliver forventeligt en af de bærende kræfter på samme U21-landshold til EM 2011, og han kan allerede nu gøre sig på SAS Liga-niveau. Det så vi i kampen mod SønderjyskE, hvor han var en af banens bedste, og vi forventer, at Nicolaj får rigtig meget ud af opholdet der.
- Det er meget glædeligt, at det nu er lykkes os at komme på plads med begge. Både Anders og Nicolaj har været gennem vores talentafdeling, og det er altid positivt, når vores egne talenter når langt.
Anders Randrup fortæller:
- Det er dejligt at få forlængelsen på plads. Jeg har hele tiden gerne ville forlænge, for det er i Brøndby jeg føler, jeg har de klart bedste muligheder, og jeg ser meget frem til at udvikle mig yderligere sammen med nogle rigtig, rigtig dygtige medspillere og trænerteamet. Nu er der ro på, og jeg kan koncentrere mig om at gøre det så godt som muligt for klubben.
Nicolaj Agger fortæller:
- Jeg er glad for, at fremtiden nu er på plads, og ekstra glad for, at det er i Brøndby, de kommende år ligger. Jeg føler selv, at jeg har en hel masse at give, og selv om mit fokus frem til nytår selvfølgelig er 100 procent på SønderjyskE, giver forlængelsen mig ro og det er en rigtig god fornemmelse. Der er hård konkurrence om angrebspladserne i Brøndby, men jeg tager kampen op fra januar, og jeg er overbevist om, at jeg slår til. Det her viser, at klubben også tror på mig.
21-årige Anders Randrup har spillet 70 kampe for Brøndby IF's bedste hold. Han er anfører på U21-landsholdet og har allerede debuteret på A-landsholdet.
20-årige Nicolaj Agger har spillet 11 kampe for Brøndby IF's SAS Liga-hold. U21-landsholdsspilleren er udlejet til SønderjyskE frem til 31. december 2009.
Nicolaj Agger og Anders Randrup har begge sat deres signatur på nye kontrakter med Brøndby IF (billedet er fra Fodbold i Brøndby 2/2009 (Rie Neuchs)).