
Kent: Skarp offensiv
20.09.2009 23:04
- At vi scorer 4 mål kan jeg kun være tilfreds med.
- Især med tanke på, at det generelt er svært for udeholdene at score her, fortæller cheftræner Kent Nielsen med henvisning til, at Brøndby IF er det eneste hold i denne sæson, der har scoret mere end ét mål mod SønderjyskE på Haderslev Stadion.
Stærke angribere
- Jeg er dog lidt ærgelig over, at kampen mere eller mindre eksploderer, da SønderjyskE udligner til 1-1, for indtil da synes jeg, at vi har fuldstændig styr på dem.
- Men efter det mål kommer der gang i den i begge ender og vi har det held, men især dygtighed, til at vinde kampen, fortsætter Nielsen.
- Vores angribere byder alle ind med noget - både de to der startede inde og de to der kom ind - og den slags giver point. Især i kampe som denne, som vi vinder fortjent, men alligevel kunne være endt anderledes.
- Det er klart, at Duncan med to mål i dag nok står klarest og der er ingen tvivl om at han i øjeblikket er meget skarp. Men det er jo ingen overraskelse, nu hvor han nærmer sig topformen, smiler cheftræneren.
- Derudover var Nicolaj Agger jo på banen for SønderjyskE og han spillede også flot kamp. Det er glædeligt at se ham få spilletid på højeste niveau, og gøre det så godt. Det giver ham noget rutine og selvtillid, som han kan få gavn af, når han vender tilbage til os. Han går en stor fremtid i møde.
- Men tilbage til dagens kamp. Vi vidste, at det ville en fysisk kamp og at centrum af banen ville blive lukket ned og sådan blev det også. Derfor satsede vi på at spille bredt med Krohn-Dehli og Farnerud på kanterne og de fik da også plads, forklarer Kent Nielsen.
- Ingen tvivl om, at vi ikke spiller vores bedste kamp i dag, men vi er rimelig kyniske - og jeg bruger ordet i positiv forstand - i offensiven, scorer 4 gange ... og tager 3 point med hjem til Brøndby.
- Og det er og bliver det vigtigste, smiler cheftræneren roligt.