Kent: God kamp

13.09.2009 20:49

- Vi kan jo ikke andet end at være glade for at stå her med 3 point ovenpå en underholdende kamp, fortæller cheftræneren efter en kamp, der havde det meste:

- Den bølger frem og tilbage. Vi har vores perioder, og er meget dominerende i de første 35 minutter af 2. halvleg. Her bør vi ret beset afgøre kampen, men vi mangler lige at få bolden det sidste stykke over stregen i de afgørende situationer, og man må sige at Steffen Rasmussen leverer også sit i AGF målet, lyder det.

Bevægelse i offensiven

- Vi får 3 point mod et hold med stor selvtillid og et hold som er på vej frem. I perioder af kampen formår de at presse os, men vi formår at holde nullet i dag. Til gengæld synes jeg at vi har god bevægelse i vores angrebsspil. Der er god bevægelse foran når vi er i angreb, og spillerne løber godt for hinanden.

- Vi får skabt nogle gode chancer uden at det så fører til flere mål. Med det må man også sige at kampen i dag også byder på to gode målmandspræstationer hvor Stephan fortsætter med at opbygge selvtillid ovenpå landskampen mod Portugal, roser cheftræneren.

- Mike Jensen byder endnu en gang på en god indsats, og fortsætter den gode stime han er inde i. Jeg har tidligere rost ham i hans spil, og endnu en gang viser han at han er blevet mere voksen i sit spil. Han har formået at skabe en god balance mellem det nemme og det svære i spillet og foretager mange af de rigtige løb der gør ham nemt spilbar.

- Mike og Samuel supplerer hinanden godt i dag, hvor Samuel kroner indsatsen med et flot mål. En god kamp og en vigtig sejr, afslutter en glad cheftræner.