Thomas Rasmussen om FCM-kampen

10.10.2009 16:11

Sidste gang FC Midtjylland lagde vejen forbi Brøndby Stadion, blev det til en 3-1-sejr til de blågule. Blandt andet med Thomas Rasmussen som målscorer.

- Man skal ikke tage fejl af FC Midtjylland på trods af deres nuværende placering. Det er godt hold med mange gode spillere. De mangler måske lidt selvtillid i øjeblikket, men vi må ikke undervurdere dem, vurderer Thomas Rasmussen

- Der er ingen tvivl om, de kommer for at spille deres chance og det bliver ikke en walk-over. De skal forsøge at vende krisen, og det kan de gøre med et godt resultat mod os.

- Det er meget lige i toppen, så det er afgørende, at vi får tre point i hver kamp på Brøndby Stadion. For os gælder det om at holde trit med de andre tophold, for de kommer også til at skrabe en masse point sammen.

For Kent Nielsens tropper er formen også opadgående med fem sejre og en uafgjort i de seneste syv kampe i ligaen. En formkurve, der kun er overgået af Esbjerg FB og som har gjort Brøndby-mandskabet til det mest scorende hold med 28 fuldtræffere.

- Vi har vist, vi kan score mange mål, og jeg tror, det skyldes, at vi har nogle skarpe spillere i offensiven. De opsøger chancerne og er skarpe i deres afslutninger. Omvendt skal vi være bedre til at lukke af bag til, hvor vi skal stå bedre og organisationen skal være på plads. Faktisk starter vores defensiv med vores angribere, og alle mand skal arbejde hårdt for at forsvare.

- Vi har nogle spændende og hårde udekampe foran os mod specielt AaB i Aalborg, og det vil være godt for moralen, at vi får en sejr på søndag.

- Jeg håber, der kommer mange mennesker på lægterne og støtter os. I en lige kamp, som det kan udvikle sig til på søndag, kan publikumsstøtten blive afgørende, slutter Thomas Rasmussen af.