
Paul Jatta - en boldfast fighter
09.10.2009 14:08
Seneste udgave af avisen "Fodbold i Brøndby" kom på gaden for et par uger siden. En af artiklerne i avisen omhandlede en af Brøndby IF's gambiere Paul Jatta.
I den kommende uge vil brondby.com bringe artikler fra avisen, hvor du også har mulighed for at stifte bekendskab med andre af truppens nye ansigter.
Familiemenneske og fighter
Brøndby IF's "coming man" som defensiv midtbanespiller har lederblod i årerne og mål i støvlerne. Han er beskeden og sætter holdet over sine egne interesser. Kent Nielsen har stor tiltro til ham. Han elsker klubben og klubbens fans. Han er familiemenneske. Han er fighter. Han er Paul Jatta.
Med en fortid som anfører på det gambiske U17-landshold og mange mål for Banjul Hawks i den gambiske GFA League First Division, ser Paul Jatta ud til blive et spændende bekendtskab for Brøndby IF.
Paul har haft en travl formiddag med fællestræning, fællesmøde med Brøndby IF's nye direktør Frank Buch-Andersen, dobbeltinterview med Ousman Jallow og nu - sidst - et interview med ham selv i centrum. Et forløb der drager paralleller til fodboldspilleren og personen Paul Jatta. Det er fællesskabet først!
Dagens træning viste en fokuseret Paul Jatta, der er hurtigt tænkende og som elsker spillet med og uden bold. Han elsker spillets puls, og han er én af dem, der holder den i gang.
Træningen var fokuseret og stemningen peakede skiftevis på "afslappet", "højt humør" og "hård koncentration". Luften var fyldt med opmuntrende tilråb og klapsalver til fight, driblinger og flotte mål. Og Paul Jatta nød tydeligvis samværet med holdkammeraterne.
Da han på denne varme dag sætter sig overfor én af Fodbold i Brøndbys skribenter er det med en afslappet og imødekommende attitude.
Kent en god instruktør
Latter og positivitet flød fra det just overståede dobbeltinterview. Nu virker han meget fokuseret på denne nye opgave: At give fansene i den klub han siger, han blev fan af, før han blev tilknyttet, et indtryk af hvem Paul Jatta egentlig er:
Træningen viste en hurtigt tænkende og meget boldfast spiller. Synes han, at karakteristikken passer?
- De første par gange gik det for hurtigt for mig. Men jeg lærer noget hver dag og forbedrer mig hver gang vi træner. Så jeg er blevet hurtigere til at tænke og spille fodbold. Kent er en "good instructor", der tager sig personligt af spillerne. Jeg synes, jeg var tung i dag. Han havde set det, og spurgte efter træning, hvordan jeg havde det. Det er med til at gøre mig til en bedre spiller. Jeg føler, at jeg hører til og at jeg ikke er alene.
Men er Brøndby god til at tage imod nye spillere fra andre kulturer?
- Holdet er fantastisk og spillerne er sociale. Der bliver joket og vi har det sjovt. Spillerne er selvfølgelig forskellige, men ofte tager Ousman Jallow sig af mig. Vi kender hinanden, så det er naturligt, at vi finder sammen.
Det skal undervejs i interviewet vise sig, at Jallow tager rigtig godt af ham.
- Vi er begge fra Gambia, så vi har noget tilfælles. For mig er det hårdt pga. vejret i Danmark, men i dag har det været perfekt vejr (+26 grader. og næsten skyfrit, red.). Det med vejret er det eneste, der giver mig problemer med at være her. Nå, ja så er der det med min familie i Gambia. Dém savner jeg! Men jeg har valgt at leve som professionel fodboldspiller i en stor udenlandsk klub.
Familien vigtig
Familien Jatta bor i Favikunda, der er en del af Gambia's største by Serrekunda.
- Familie er meget vigtig, og jeg elsker min familie. Men jeg elsker også fodbold. Hvis jeg ikke var blevet fodboldspiller, var jeg blevet kunstner. Jeg var god til at tegne, og øvede mig tit i fritiden. Nu vil jeg hellere se film eller høre R'n'B musik. Jeg kan godt lide 2pac som jeg ofte lytter til.
Før Brøndby spillede Paul Jatta i hovedstadsklubben Banjul Hawks. 6 af 10 hold i 1. division er fra Banjul. For år tilbage havde Serrekunda et hold i den bedste række, men det er fortid. Fodboldfremtiden i Gambia ligger i Banjul.
- Banjul Hawks var min første rigtige klub. Jeg har altid spillet fodbold, men før var vi bare nogle stykker der samledes, for at have det sjovt, og vi fik spillet en masse fodbold. Jeg kom til klubben, da jeg var cirka 16 år og det var stort for mig.
- Min rolle var defensiv midtbane, men jeg var god til at score mål. Det vigtigste for mig er at fighte for mine holdkammerater. Men det er alle spilleres drøm at score mål - mange mål!
- Jeg scorede 12 mål i 47 kampe og det er nok mange mål når man er "defensive midfielder". Når jeg scorer beder jeg altid en lille bøn. Og jeg beder for at blive topscorer for Brøndby.
Jattas ambitioner skimtes gennem den beskedne udstråling og viljen lyser ud af ham.
- Jeg har også scoret på ungdomslandsholdet. To i 10 kampe. Det er næsten samme gennemsnit, smiler han.
- På U17-landsholdet afløste jeg Ousman som "captain", da han rykkede op på U20. Det var en stor oplevelse, men min største oplevelse var, da jeg signede med Brøndby. Jeg blev fan af holdet, før jeg signede, for jeg hørte så meget fra Ousman. Jeg fulgte holdet på tæt på nettet og talte med Ousman, så jeg kendte Brøndby rigtig godt før jeg kom hertil.
- Min største skuffelse var 1-0 nederlaget til Ghana u/20 i kvalturneringen til "African Qualification". Havde vi vundet var vi kommet med i African Nations Cup 2010, siger han ærgerligt. At dømme efter viljen i hans drømmende blik er det Gambias tur næste gang!
- Jeg drømmer om at deltage en i AN Cup, men min store ambition er at blive som Claude Makélélé fra Congo. Ham er jeg blevet sammenlignet med. Han har jo spillet hos Real Madrid og Chelsea, så det er lidt vildt.
- En stor ambition er at blive mester med Brøndby, og jeg vil gøre det for vores fans. De er fantastiske. Mange af dem lever for Brøndby. Der er fans der allerede har købt en trøje med mit navn på. Og jeg har ikke engang spillet på Brøndbys A-team endnu. Det gør mig stolt! De tror på mig og derfor glæder jeg mig til at vise, hvad jeg kan på fodboldbanen. Og jeg vil give disse fans alt som fodboldspiller. Alt!
Ousman chauffør
Ousman Jallow står og tripper i baggrunden - han er meget optaget af sit ur, og Jatta begynder for første gang at virke ukoncentreret og sidde uroligt på stolen.
- Jeg har ikke kørekort og Ousman er min chauffør i dag. Han venter på, at jeg bliver færdig her, så han kan køre mig hjem, smiler Jatta nærmest undskyldende.
Avisen skal ikke være skyld i at spillertruppen er stresset, så vi bliver enige om at slutte af, men først efter 5 hurtige spørgsmål.
Vi tager derfor "5 hurtige med bande" under overskriften:
Kent Nielsen har stor tiltro til dig, og mener at du kan tilføre holdet stor værdi.
1) Hvad kan du tilføre Brøndby?
- Fight og mål! Jeg vil hjælpe mine holdkammerater til at gøre det godt, ligesom de hjælper mig. Med den hjælp vi får fra folk omkring holdet og de fantastiske fans, bliver vi endnu bedre.
2) Hvorfor valgte du Brøndby som din nye klub?
- For mig er det den bedste klub at udvikle mine evner i. Jeg vil være god for Brøndby, og Brøndby vil være god for min karriere.
3) Hvad gør Brøndby til en stor klub for dig?
- Det gør de dygtige spillere, der er på alle pladser og så de spillere der nu er i forskellige klubber i udlandet. For eksempel Daniel Agger. Han er super dygtig og det han kan, har han lært i Brøndby.
4) På hvilke områder synes du selv, at du skal udvikle dig for at blive endnu bedre?
- For at blive en komplet spiller (Jatta kigger beskedent ned i bordpladen) ... for at blive en bedre spiller, skal jeg forbedre min evne til at placere mig helt rigtigt på banen, og taktisk har jeg stadig noget at lære.
5) Hvad er Paul Jattas drømme - på og udenfor banen?
- Jeg beder til at blive fast spiller hos Brøndby, og jeg beder til at gøre noget stort og skrive historie sammen med Brøndby!
- Udenfor banen vil jeg også have med fodbold at gøre. Jeg kunne godt tænke mig at lære børn i Gambia at spille fodbold. Være tilknyttet en fodboldskole og bidrage til børnenes udvikling, dét vil jeg gerne.
Der gik lidt mere end 10 minutter. Ousman Jallow er ikke at se, men Paul Jatta véd at "chaufføren" venter. Men han har respekt for vennens tid. Med et "best of luck" slutter vi interviewet, og han er som sunket i jorden.
En afslappet samtale er forbi, og Paul Jatta sidder allerede sammen med kammeraten i bilen på vej hjem til lejligheden.
Paul Jatta er Brøndby IF's anden gambier. Den defensive midtbanespiller er en fighter og familiemenneske, hvis han selv skal sige det.