
Ousman dyster mod Jatta
14.10.2009 11:58
I hvert nummer af avisen "Fodbold i Brøndby" dyster to Brøndby-spillere på paratviden om hinanden. I den seneste udgave af avisen var det så to spillere hvis oprindelse er fra den afrikanske vestkyst.
Gambias samlede areal udgør mindre end en fjerdedel af Danmarks, og landet har blot 1,7 millioner indbyggere. Men trods Gambias beskedne størrelse, har Brøndby alligevel spottet og tegnet kontrakt med to fremragende fodboldspillere fra Afrikas mindste land.
Svær opgave
18-årige Paul Jatta er på en ekstrem svær opgave i denne udgave af FIB's traditionsrige duel. Dels har hans to år ældre modstander Ousman Jallow været med i duellen før - mod Duncan i en tidligere udgave af bladet, og dels er Jallow tilsyneladende altid et par skridt foran Jatta.
-Han følger faktisk efter mig, forklarer Jallow med et smørret grin.
-Først var jeg kaptajn for det gambiske U17-hold, og da jeg rykkede op på U20, efterfulgte Paul mig som anfører på U17. Så kom jeg til Brøndby, og nu... Og jeg følger ham også i bilen, tilføjer Jatta grinende. For Jatta har ikke selv kørekort, og da de to gode venner bor tæt på hinanden, transporterer Jallow dem begge til og fra træningen.
Men det er svært at se hvem, der er den erfarne af de to gambianere, da duellen først går i gang. Begge spillere udstråler en høj grad af koncentration, mens fokus er rettet mod konkurrencen.
Hvad synes den anden er det værste ved Danmark?
- Maden, svarer Ousman uden tøven. Paul kan ikke lide den danske mad.
Paul Jatta nikker med en mine, så man ikke er i tvivl om, at det danske køkken ikke er lykken. Point!
- Det er vejret, der er det værste for Ousman, svarer Jatta, der ikke selv har oplevet Danmarks kulde endnu - men han glæder sig til det.
Ousman ligner en der fryser, da talen falder på det kolde vejr. Så point til Jatta, selvom Ousman påstår, at han er blevet bedre til at håndtere de kolde grader. 1-1
Hvad savner den anden mest fra Gambia udover sin familie?
- Maden, svarer Ousman lige så selvsikker som før. Og da Paul nikker, med længsel i øjnene og vand i mundvigene, er der endnu et point hjemme til Ousman.
- Er overbevist om at det må være det lune afrikanske vejr, der først og fremmest kan give Ousman hjemve.
Men det er ikke korrekt, for udover familien er maden Jallows største afsavn. 2-1 Ousman.
Og mens vi er i madhjørnet: Hvad er den andens favoritmad i Danmark?
- Det ved jeg ikke, siger han og ser eftertænksom ud. Jeg gætter på pasta.
Jatta nikker og pointet er hjemme.
- Ousman kan nok bedst lide grøntsager, foreslår Jatta og kigger forhåbningsfuldt på landsmanden. Men Jallow ryster selvtilfreds på hovedet.
- Jeg bestiller altid laks! Det spiste jeg også meget af i Gambia.
3-1 - Ousman Jallow rykker.
Videre til underholdningsindustrien:
Jallows onkel arbejder i Tivoli i København. Men har den anden mon nogensinde selv været en tur i Tivoli?
- Paul har ikke, svarer Jallow. Og det er rigtigt.
- Jeg har ikke en gang prøvet en tivoliforlystelse, fortæller Jatta.
Endnu et point til Jallow.
Ousman har været i tivoli, gætter Paul, hvilket Jallow bekræfter:
- Det bedste var rutsjebanen, selv om jeg var skræmt fra vid og sans.
Jallow i front med 4-2.
Fra forlystelse til musik:
Begge spillere er kendt for at gå rundt med høretelefoner inden kampene. Men hvad er den andens yndlingsmusik?
Paul er til dancehall music - reggae, foreslår Jallow. Men nej!
- Jeg er vild med R&B, specielt 2pac, fortæller Jatta.
Første misser fra Jallow!
- Ousman lytter til NDAGA - traditional SeneGambian music - en lokal musikstil fra hjemlandet, svarer Jatta skråsikkert.
Et sikkert point til Jatta. Reducering til 3-4.
Og så sportens verden:
Begge spillere har spillet barfodet i deres barndoms leg med fodbolden. Men hvornår fik den anden sine første fodboldstøvler?
-Paul var nok 15 år, skyder Jallow.
Men Jatta fortæller, at han var 12 år gammel, da han fandt sine første fodboldstøvler i en container med nødhjælp:
-Et par Hi-Tec-støvler der var alt for små. Men jeg klemte fødderne ned i dem og bed smerten i mig. For jeg ville spille med dem!
Endnu en forbier fra Ousman.
Jatta sender et gæt af sted på at Ousman var 12 år, da han første gang trådte ned i et par fodboldstøvler.
Også en forbier!
- Min far arbejdede i et supermarked, beretter Jallow. Og han havde både bolde og fodboldstøvler med hjem til mig, fra jeg var 9 eller 10 år.
Stadig 4-3 til Jallow.
Begge spillere har spillet på Gambias U17- og U20- landshold. Men hvor mange mål har den anden scoret i de officielle kampe for disse hold?
Jallow tænker sig godt om, før han med et stort smil svarer at Paul har scoret to mål.
-Og især det ene var et godt mål. Det var en U17-kamp mod Ghana. Målmanden stod for langt fremme, og jeg tippede bolden over ham uden for straffesparksfeltet, tilføjer Jatta.
Mål til Jallow.
Den er svær, siger Jatta og gætter på, at Jallow har scoret 9 gange.
Men her undervurderer han sin modstander. Jallow har lavet 13 officielle mål for de to landshold.
5-3 til Jallow.
Og så til det okkulte:
Har den anden et ritual før en kamp?
Ousman:
-Nej, svarer Jallow. Paul beder bare en bøn. Det kan Jatta bekræfte.
-Jeg beder med min halskæde, forklarer han og holder den frem mod mig.
Endnu et point til Jallow.
Paul:
Jallow beder også, svarer Jatta.
Og det gør han, så også point til Jatta.
6-4 i Jallows favør.
Den afsluttende sprogundervisning:
Jatta og Jallow taler hver deres gambiske dialekt, som den anden ikke forstår et pløk af. Men de forstår hinanden, når de taler det gambiske fællessprog, Wollof. Men kan den anden oversætte: "Brøndby wins gold!", til dansk?
Jallow udviser manglende tillid til landsmanden og svarer nej. Jatta vrider hjernen for at finde de rigtige ord, men må opgive. Og selv om han på klingende dansk siger: "Sov godt!", er der point til Jallow for svaret.
Jatta har heller ikke tillid til sin landsmands sprogkundskaber udi det danske og svarer nej!
En ren tanketorsk herfra er tæt på at ødelægge spændingen, da jeg kommer til at gentage spørgsmålet på dansk.
Den griber Jallow og siger: "Brøndby vinder guld".
Men det skal gå retfærdigt til, så Jallows opgave bliver ændret til, at han skal oversætte: "Jeg vil score mål" i stedet for. Den er for svær, og i stedet for scorer Jatta duellens sidste mål.
Dermed vinder Ousman Jallow duellen med 7-5 og holder sig stadig et par skridt foran Paul Jatta.
Ousman Jallow vinder duellen foran Paul Jatta og har dermed håneretten.