Nilsson var 6. divisions farligste bomber

15.10.2009 10:07

I den seneste udgave af avisen "Fodbold i Brøndby" præsenteres Brøndby-truppens nye ansigter. Du kan blandt andet læse om Paul Jatta, Jan Frederiksen og de unge talenter. Men brøndby-holdet har også fået tilført endnu en streng at spille på i højresiden.

Mikael Nilsson har tidligere været helt på toppen. Både turneringsmæssigt med sin deltagelse i Champions League og både VM- og EM-slutrunder, men også på selve banen, hvor han engang var den farligste angriber i 6. division.

Rift om Mikael Nilsson

I dag er Mikael Nilsson næsten altid at finde i højre side af banen. Han spiller sjældent andet end højre back eller højre midtbanespiller, men sådan har det ikke altid været. Engang var han en talentfuld og målfarlig angriber fra barndomsklubben Ovesholm.

- Det var på et lavt niveau, men det er klubben i min barndomsby, og jeg spillede sammen med alle mine kammerater, så jeg havde det godt og nød bare at spille fodbold, fortæller Mikael Nilsson, der først som 20-årig valgte at teste fodboldkarrieren på et højere niveau end den svenske 6. division, som må svare til det, vi i Danmark kalder serie 1-fodbold.

- Det var lidt sent, at jeg valgte at prøve talentet af, men jeg var nu blevet spurgt mange gange. Jeg havde det bare fint med at spille i Ovesholm, fortæller Mikael Nilsson.

Den største klub i lokalområdet, Kristianstad, havde flere gange fisket efter den 20-årige bomber fra Ovesholm, men da Mikael Nilsson endelig havde besluttet sig for at skifte klub, var den daværende Kristianstad-træner ikke voldsomt interesseret. Derfor blev det i stedet Åhus Horna fra den tredjebedste række, der løb af med den unge angriber.

- Det gik rigtig godt i Åhus Horna, og allerede efter et år var der rigtig mange større svenske klubber, der ville have mig, så det var tid til at komme videre igen. Men jeg tror også, jeg nåede at score en 12-13 mål i 20 kampe, siger Mikael Nilsson efterfulgt af et stille svensk smil.

Nu var der rift om Hr. Nilsson. Store svenske klubber som Hammarby, Kalmar, Malmö FF, Helsingborg og Halmstad var alle klar med en kontrakt til den giftige frontløber, som nu virkelig stod overfor et trin på karrierestigen.

- Det var nogle af de helt store klubber, og det var selvfølgelig spændende. Men jeg tænkte, at der ville være bedre chancer for at spille i en klub som Halmstad, så det blev mit endelige valg, siger Mikael Nilsson, der nåede at være i Halmstad i fire år.

- Det var virkelig en god tid, og det var et godt sted at udvikle sig. Vi havde et stærkt hold, og vi nåede både at vinde guld og sølv, mens jeg var der. Jeg spillede blandt andre sammen med Stefan Selakovic, Jeffrey Aubynn, Mikael Svensson og Mikael Rosén, og det var min tid i Halmstad, der var den bedste i Sverige. Jeg kom ud som højre wing og højre midtbane og kom også ind omkring landsholdet, fortæller Mikael Nilsson, som fik en ganske speciel debut for det svenske landshold.

En fantastisk debut

Det var den 20. november 2002. Halmstad-spilleren Mikael Nilsson, som på det tidspunkt var fyldt 24 år, skulle starte inde i sin første landskamp nogensinde. Og hvilken en. Selvom det var en venskabskamp, som i det store hele ikke betød noget som helst, så vil den altid stå som noget helt specielt for Mikael Nilsson.

- Det var i Teplice mod Tjekkiet, og jeg startede inde. Jeg var bare glad for at spille, men det blev virkelig vildt for mig. Kampen endte 3-3, og jeg scorede to gange, siger Mikael Nilsson med et stort smil.

- Det var fuldstændig sygt. Det andet mål var godt nok lidt heldigt, hvor den blev sparket ind på mit ben efter hjørnespark, men det var fantastisk, og jeg har næsten været med på landsholdet lige siden, siger Mikael Nilsson, der nu som 31-årig er nået helt op på 54 landskampe.

Det har givet ham en solid erfaring som fodboldspiller. Han var med til både EM i 2004 og 2008, og han var også en del af truppen til VM i 2006, hvor han dog ikke fik et eneste spilleminut. Dem har han til gengæld fået mange af i verdens største klubturnering, Champions League, hvor han har deltaget tre gange. Både i 2001 med Halmstad, hvor Anderlecht dog blev endestationen inden gruppespillet, men også to gange med den græske storklub Panathinaikos.

- Det er svært at forklare, hvorfor Champions League er så stort, men det er bare noget helt specielt at spille. Lidt ligesom med landsholdet. Der er en anden atmosfære omkring kampene, og man møder de absolut bedste spillere i verden. Det var også Champions League, der var et af de store plusser ved at komme til at spille i Panathinaikos, fortæller Mikael Nilsson.

En lærestreg fra Ronaldinho, Messi og Eto'o

Det var dog ikke de store resultater, han opnåede i sit første år i Champions League-gruppespillet. I en pulje, hvor det græske hold skulle op imod Barcelona, Werder Bremen og Udinese, blev det kun til fire point i seks kampe.

- Vi havde en skidt organisation på holdet og var ikke så gode. Det så ellers godt ud, da vi kunne spille 0-0 på hjemmebane mod Barcelona, men så fik vi ellers noget af en fodboldlektion på Camp Nou, fortæller Mikael Nilsson.

I kampens første minut gjorde Mark van Bommel det til 1-0 til Barcelona, og derfra havde Panathinaikos ikke en chance. Et hattrick af Samuel Eto'o, et supermål af Lionel Messi og masser af tryllerier fra Ronaldinho sendte Panathinaikos og Mikael Nilsson ud af Champions League.

- Det var stort at spille mod så gode fodboldspillere som Ronaldinho, så selvom vi tabte, så er det jo en oplevelse at være med blandt de allerbedste, siger Mikael Nilsson, der kom til Panathinaikos via et år i engelske Southampton.

Droppet af Harry Redknapp

Kort inden EM i Portugal i 2004 var han klar til at bringe karrieren et skridt videre. På dette tidspunkt var Mikael Nilsson stadig i Halmstad, men der var en enkelt udenlandsk mulighed, der lød spændende.

- Southampton spillede i Premier League, så da de viste interesse, blev man selvfølgelig glad. Der spillede også tre andre svenskere i Mikael Svensson, Anders Svensson og Andreas Jakobsson, som var kommet dertil her fra Brøndby. Ham er jeg rigtig gode kammerater med, og vi har også snakket meget om Brøndby, siger Mikael Nilsson, der ved nærmere eftersyn også minder en del om den tidligere midterforsvarer i Brøndby.

Det tætte og mørke hår, det meget faste blik og så de rolige bevægelser. De passer sammen. Men de to svenskere har også kendt hinanden i mange år, og har spillet sammen både på landsholdet og i Southampton. Så meget de nu spillede.

- Jeg skiftede til Southampton, fordi jeg syntes, det var en spændende klub, der havde mange gode resultater fra tidligere, og så var det selvfølgelig i Premier League, hvor man gerne ville spille. Og det startede også meget godt, men så fik vi først fyret en træner og så den næste også, fortæller Mikael Nilsson om den hektiske sæson i Southampton.

Fyringerne betød, at legendariske Harry Redknapp blev ny manager i den sydengelske klub, og det betød, at både Andreas Jakobsson og Mikael Nilsson røg af holdet.

- Han købte en syv-otte nye spillere, og så var der ikke en chance for at komme på holdet. Det var hårdt at være der uden at spille, og det gik samtidig så dårligt, at klubben rykkede ud af Premier League, så det var ikke sjovt, siger Mikael Nilsson, der dog ikke lod sig slå ud personligt.

- Jeg er ikke typen, der lader mig gå på. Jeg gider ikke gå rundt og være ked af det og kigge ned i jorden, så selvom det var hårdt og trist, så kom jeg fint igennem, siger den svenske landsholdsspiller.

Lynskifte til Athen

Da sæsonen var færdig, fik Mikael Nilsson direkte at vide af Harry Redknapp, at han ikke ville komme i betragtning til holdet i den næste sæson.

- Havde det været Premier League, kunne det være jeg havde blevet og kæmpet for min plads, men ikke i den næstbedste række. Derfor kiggede jeg mig om efter nogle muligheder, siger Mikael Nilsson, der hurtigt havde nogle hjemlige og et eksotisk tilbud på hånden.

- Der var stor interesse fra Sverige, men Panathinaikos kom på banen og de forhandlinger gik godt. Det var spændende, og allerede tre dage efter den første kontakt med dem, skrev jeg under med Panathinaikos, fortæller Mikael Nilsson, der endte med at spille fire sæsoner i det græske.

Som konstant tophold i den græske liga og deltager i enten UEFA Cup eller Champions League gav tiden i Panathinaikos mange gode fodboldoplevelser til Mikael Nilsson. Men især udenfor banen var det en god tid i den græske hovedstad Athen.

- Det var noget helt andet at komme til Athen, og det var en rigtig god tid. Fodbold betyder vildt meget for grækerne, og det er et fantastisk sted at bo. Klimaet er lækkert, livsstilen er dejlig og det er et afslappende sted at være, siger Mikael Nilsson om sin tid i Grækenland.

Kendte de svenske

I Panathinaikos var Mikael Nilsson mere eller mindre fast mand i fire sæsoner. Alligevel valgte den 31-årige svensker i sommers at skifte til dansk fodbold og Brøndby.

- Jeg havde besluttet mig for at tage til Skandinavien, og så var Brøndby et oplagt valg. Det er en stor klub, der skal være med i toppen, og allerede for mange år siden fortalte Andreas Jakobsson mig, at han havde haft sin bedste tid i Brøndby. Da jeg så samtidig fik en fin præsentation af klubben af Anders Bjerregaard, så var det oplagt, siger Mikael Nilsson, der ligesom han havde det i Southampton også i Brøndby har en del landsmænd omkring sig.
- Det er fint, men det betyder nu ikke så meget. Jeg kendte både Max, Farnerud og Holmén fra landsholdet, mens jeg ikke har spillet med Jon Jönsson, og det er da fint, at vi er et par svenskere, siger Mikael Nilsson.

Cheftræner misforstod Nilssons alder

Men det var ikke for at få selskab af sine landsmænd, at han skiftede til Brøndby. Mikael Nilsson fik tilbudt en forlængelse med Panathinaikos, men der var en helt speciel grund til, at han ikke ønskede det.

- Jeg spillede fast i alle fire sæsoner, undtagen i de første syv-otte kampe i sidste sæson. Pludselig sad jeg helt udenfor, og den hollandske træner, Henk Ten Cate, mente åbenbart, at jeg var slidt. Da jeg havde siddet ude i syv-otte kampe kom jeg så igen på holdet, og så spillede jeg fast i resten af sæsonen, og jeg forstår stadig ikke, hvorfor jeg blev sat af i sæsonstarten, siger Mikael Nilsson, der dog har en mulig forklaring.

- Jeg har hørt, at Henk Ten Cate havde fortalt klubben, at jeg var for slidt, når jeg nu var blevet 34 år. Jeg var bare kun 30, og da han fandt ud af det, kom jeg tilbage på holdet, siger Mikael Nilsson med et smil, inden han understreger, at han ikke ved, om historien holder vand.

I hvert fald er han nu i Brøndby, hvor han har kontrakt til og med sommeren 2012. Om det så bliver til en forlængelse ved ingen endnu, for til den tid er Mikael Nilsson faktisk 34 år.

Mikael Nilsson 

Mikael Nilsson har spillet 10 ud af de første 11 kampe for Brøndby IF i SAS Ligaen. Før Brøndby har Nilsson trådt sine fodboldstøvler i blandt andet Southampton og Panathinaikos FC.