
Madsen: Gør mit bedste
05.10.2009 15:13
- Vi var meget effektive mod FC Nordsjælland.
Peter Madsen smilede bredt efter kampen, hvor angriberen havde - som flere gange tidligere i denne sæson - lavet et fremragende indhop.
Duncans nærkampsstyrke smitter af
- Jeg stræber da efter at starte inde, men det er helt op til Kent, så jeg knokler bare på og gør mit bedste, når muligheden byder sig.
- Det var en speciel kamp at være en del af. Vi spiller ikke en særlig god første halvleg, men hænger på og scorer så to hurtige mål i anden halvleg. Vi kommer også på 4-1 og har fuldstændig styr på kampen, fortæller Madsen.
- Men så lukker vi dem af en eller anden grund ind i kampen igen. Vi får heldigvis lukket kampen i slutminutterne. Så må have været ret underholdende for publikum.
Peter Madsen var involveret i de sidste tre Brøndby-scoringer. Han fortæller selv:
- Krohn-Dehli smider en bold ind over, som rammer en, hvorefter bolden slår en høj bue ind mod stregen. Jeg går ind og presser og målmanden og bolden ender så i mål. Normalt får målmanden frispark i sådan en situation, men jeg synes egentlig ikke, at jeg gør noget ulovligt.
- Det må være noget af Duncans nærkampsstyrke, der har smittet af, ler han.
- Målet til 5-3 var der ikke så meget i. Duncan laver et godt løb og jeg kan nemt spille ham fri. Fire kasser af ham er fremragende, og han giver os ro.
- Jan Kristiansen laver et fremragende forarbejde til det sidste mål. Han stikker den frem til mig i dybden, og jeg kan måske afslutte første gang, men tæmmer den, da jeg fornemmer en forsvarsspiller tæt på mig. Afslutningen blev ikke helt så kraftfuld som forventet, men retning var god nok, slutter "Magic" af.