Kent: Tro og selvtillid

23.10.2009 10:48

- Det bliver et spændende opgør mellem to hold, der vil gå efter sejren.

Kent Nielsen tror på et godt resultat i Aalborg, når Brøndby IF drager mod nord i kampen om point til SAS Ligaen.

Pointstimen skal udbygges

- Vi har selvtilliden og troen på, at vi kan vinde kampen. FCM-kampen var ikke det, vi ønskede, men vi har de seneste 8 kampe hentet 5 sejre og to uafgjorte, og det er noget af det, vi tager med os. I kampe, hvor spillet ikke er i top henter vi alligevel point, og det er en kvalitet i sig selv.

- Det giver øget selvtillid, og en hel masse at bygge videre på fortæller cheftræneren.

- Vi skal angribe kampen i Aalborg på nogenlunde samme måde som i pokalkampen i foråret, hvor vi var uheldige med kun at få uafgjort på et ærgerligt mål i sidste minut. Vi skal toppræstere for at vinde deroppe, for de gør det godt, når det kører for dem, men det tror jeg også vi kommer til.

- For vores vedkommende handler det ikke så meget om, hvad modstanderen kan, men mest om os selv. Vi skal præstere i kampene og tage vores spillemæssige kvaliteter med os, så vi kan udbygge pointstimen. Der er perioder, hvor man skal arbejde hårdere for tingene end andre. Når man kan hente point i disse perioder bliver effekten selvforstærkende, og så begynder det, at se godt ud, lyder det.

- Jeg ser frem til kampen i Aalborg, som vi går ind til med selvtillid og tro på, at vi kan hente tre point, slår cheftræneren fast.

Kent AaB

Kent Nielsen og AaB's tidligere træner i samtale før seneste kamp i Aalborg. Søndag gælder det tre point, og Nielsen tror på en udbygning af pointstimen.