
Kent: Effektiv offensiv, men..
04.10.2009 22:55
- Det var en vanvittig rutsjetur af en kamp. Fuldstændig surrealistisk.
Kent Nielsen smiler efter 6-3-sejren over FC Nordsjælland søndag aften på Brøndby Stadion, men er også meget opmærksom på, at der er ting der skal rettes.
Godt - når det lykkes
- Jamen, det er en blandet 1. halvleg, hvor vi egentlig spiller godt, når vi får presset dem og overholder de aftaler, som vi lavede inden kampen. Problemet var, at ingen af tingene lykkedes særlig tit i de første 45 minutter.
- Vi får justeret nogle ting i pausen og talt om, at vi skal ligge tættere på dem. Vi lykkes med flere ting, og da vi samtidig er vi meget effektive og kommer foran 4-1 ? så burde den kamp jo være lukket, konstaterer cheftræneren.
- Herefter giver vi dem helt unødvendigt for meget plads, og det bliver vi straffet for. Vi lukker mange mål ind i øjeblikket og det er noget, som vi skal arbejde hårdt på at ændre. Jeg er selvfølgelig godt tilfreds med, at vi fortsætter stimen som ligaens mest scorende, men vi skal også have defensiven på plads.
- En sejr på 6-3 er selvfølgelig ganske underholdende, men vil man være med i toppen i længden, er det bedre at vinde 3-0 end som i dag, konstaterer cheftræneren.
Balancen
- Vi har en trup med flere offensive spillere end defensive, men der skal jo uanset hvad være balance i tingene. Vi kan jo ikke forvente, at offensiven laver 6 kasser hver gang, lyder det konstaterende.
- Vores offensiv er dog meget skarp i dag og det gælder ikke kun Duncan, som jo laver 4 kasser i dag og virkelig er kommet i form. Bernburg arbejder rigtig godt og Madsen gør et fantastisk indhop igen. Han har haft et meget flot efterår og udfylder rollen uanset om han er på fra start eller bliver skiftet ind.
- Nu er der landsholdspause og den skal bruges til at forbedre nogle ting. Men nu må vi se hvor mange af spillere, jeg har til rådighed, smiler han med en slet skjult hentydning til, at der mandag efterudtages en spiller.