Holmén: Vi skal stå sammen

30.10.2009 09:46

- På søndag skal vi vise, at det var en engangsforseelse vi leverede mod Vejle. Nordsjælland kommer til at møde et topmotiveret Brøndby-hold, der vil kæmpe en vis bagdel ud af bukserne.

Samuel Holmén er helt klar i spyttet, når snakken falder på udekampen mod FC Nordsjælland søndag eftermiddag i SAS Ligaen.

Æder sig selv på banen

- Der findes i bund og grund ingen forklaringer eller undskyldninger på kampen i onsdag. Den eneste måde vi kan vise, vi er utilfredse med indsatsen, er at være 100 procent fokuserede mod FC Nordsjælland og tage de tre point, lyder det fra den svenske landsholdsspiller. 

- Vi har snakket tingene igennem i går og er blevet enige om, vi skal kigge fremad. Det nytter ikke noget, at pille det hele fra hinanden på grund af en enkelt kamp - nu handler det om at stå sammen og tage en sejr mod FC Nordsjælland.

- På søndag vil vores fans se et Brøndby-hold, der æder sig selv på banen for at få fuldt udbytte. Ambitionen i Brøndby er altid førstepladsen, og det er den vi i sidste ende går efter i hver kamp, slutter Samuel Holmén af. 

Samuel Holmén

Samuel Holmén og resten af Brøndby-holdet vil revanchere nederlaget i onsdags, når FC Nordsjælland er modstanderen på søndag i SAS Ligaen.