Ubetinget fængsel for nødraketter

09.11.2009 17:41

De to tilskuere, der i forbindelse med Brøndby IF's hjemmekamp mod Legia Warszawa fyrede nødraketter af og ramte to fans på langsiden, hvoraf den ene blev alvorligt medtaget, modtog mandag eftermiddag deres dom.

På baggrund af overvågningsbilleder fra Brøndby Stadion, reaktioner på Brøndby IF's efterlysning og aktive opfølgning, samt vidneudsagn og et ihærdigt efterforskningsarbejde fra politiets side blev begge gerningsmænd idømt ubetinget fængsel, ligesom der også blev fastlagt erstatninsansvar for ødelæggelse af inventar.

Konsekvens og sikkerhed

Straffen blev sat til henholdsvis tre og fem måneders ubetinget fængsel og erstatningsansvaret ender på 158.000 kr for ødelagt inventar. Et beløb som Brøndby IF vil forfølge og inddrage hos den ansvarlige.

Brøndby IF har siden denne episode øget den i forvejen store sikkerhedsindsats. Medbringning og/eller affyring af ulovligt fyrværkeri, nødblus, nødraketter og deslige til Brøndby IF's kampe vil fortsat medføre omgående karantæne og eventuel retsforfølgelse.

Der har i efteråret været meget få tilfælde af ovenstående på Brøndby Stadion, hvilket i høj grad skyldes sikkerhedsindsatsen, men sandelig også en øget selvjustits blandt Brøndby IF's mange aktive fans, der for langt størstedelens tilfælde uge efter uge bidrager med positiv og festlig fodboldfankultur på ude- og hjemmebane.

Fodbold er og skal forblive en folkefest, hvorfor Brøndby IF skal opfordre til en fortsat øget selvjustits blandt klubbens store og brede fanskare, og samtidig medvirke til at sikre behørig konsekvens for de enkelte, der ikke kan eller vil efterleve fællesskabets positive værdisæt.

Sammenhold

Fest, farver og positiv fankultur. Langt størstedelen af Brøndby IF's meget aktive fans forstår at bakke op med positiv og engageret støtte, uden at overtræde skrevne og uskrevne regler. Dette skal fortsat være billedet fremover.