Rasmussen: Ser indad

08.11.2009 19:38

- Alle er selvfølgelig meget skuffede.

Thomas Rasmussen er temmelig slukøret efter kampen mod Esbjerg.

Gør det svært

- Vi gør det jo rigtig svært for os selv, når vi skal score 5 gange for at vinde en hjemmekamp, og vi må jo indrømme, at vi har lukket for mange kasser ind i denne sæson, ræsonnerer backen.

- Det er frustrerende, for vi skal selvfølgelig være 100% klar fra det øjeblik, vi går på banen til det sekund, hvor dommeren fløjter af. Som vi i øvrigt har været i de seneste kampe, tilføjer han.

- At vi så i dag møder et meget effektivt Esbjerg-hold, er en anden sag. Men især deres andet mål irriterer mig, for det var en situation, der slet ikke burde have opstået.

Dommerafgørelse ingen undskyldning

- Jeg får en albue i hovedet, og ligger ned. Da jeg får rejst mig, kommer dommeren hen til mig og med armen på min skulder spørger han om jeg er ok; jeg er overbevist om, at spillet er fløjtet af. Det er det så ikke og pludselig ligger bolden i kassen. Kort forinden havde dommeren valgt at stoppe spillet i et Brøndby-angreb, da en Esbjerg-spiller ligger og tager sig til benet, så det regnede jeg bestemt med også var sket her, uddyber Rasmussen.

- Det skete ikke, men det skal ikke være en undskyldning, for selvfølgelig skal vi selv bare fortsætte med at spille, og vi må slet ikke lukket sådan et mål ind.

Presser på

- Vi får lagt godt pres på mod slutningen, men mangler skarpheden i dag. I sidste ende må og skal vi være bedre over hele banen, lyder det fra Rasmussen, der ikke kun ærgrer sig over resultatet og et par dumme mål:

- Det ærgerligt, at fansene bruger energien i slutfasen på negative sange i stedet for at bakke op, da vi har allermest brug for det. Vi får lagt godt pres på i den periode og her er Brøndbys fans normalt fantastiske til at stresse modstanderen, som vi har set det i de to seneste kampe i Aalborg og i Farum.

- Her så man hvor meget den positive opbakning betyder, så selvom jeg da godt forstår at man kan være frustreret, så er det ikke noget, der hjælper os, at man synger en sang om træneren. Det er i øvrigt også for let at skyde skylden på ham i dag, lyder det.

- Der er mange, der må se indad, for næste modstander er OB, og her skal der arbejdes benhårdt i 90 minutter. Her skal den virkelig have 100% i hele kampen, hvis vi skal have tre point. Og det skal vi, hvis vi skal nå målet om, at ligge med i toppen når vi går på vinterpause, slår Rasmussen fast.