Kent: Skuffelse

29.11.2009 22:06

- Når man har tabt tre kampe, så synes man ikke, der er særligt meget, som er positivt. Men nu handler det om at holde fokus på den sidste kamp: Vi vil gøre vores til, vi kan gå på vinterferie med en sejr over Silkeborg.

Da Kent Nielsen mødte pressen efter nederlaget mod AGF var det tydeligt, at cheftræneren var skuffet over resultatet.

Scorede ikke på chancerne

- Vi indledte sådan set kampen udmærket, men efter AGF's mål lavede vi alt for mange personlige fejl. Spillerne blev pludselig usikre og smed alt for nemt bolden væk. På trods af det, fik vi alligevel tilspillet os flere store chancer hen mod slutningen af halvlegen. 

- Vi fik snakket om tingene i pausen og kom godt ud til anden halvleg. Det betød, at vi spillede os frem til flere gode muligheder, men formåede ikke at score, når chancerne bød sig, og derfor tabte vi kampen.

- Vi er meget skuffet over resultatet. Vi er inde i en svær periode, hvor modstanderne straffer os, når vi laver fejl, og hvor vi ikke er nær så effektive som tidligere på sæsonen.

- Nu er der kun en målsætning. Det er på den korte bane, og det gælder efterårets sidste kamp på søndag. Den skal simpelthen vindes, konstaterer Kent Nielsen af.