
Kent: Ærgerligt nederlag
09.11.2009 09:31
- Det var en underlig kamp. På trods af få chancer kom der seks mål.
En skuffet cheftræner Kent Nielsen gjorde status over kampen efter 2-4-nederlaget til Esbjerg.
Frustrerende dødbolde
- Vi havde inden kampen talt om, at de ville møde os højt for at stresse os, og at vi skulle turde spille os ud af det pres.
- Desværre fik de held med deres. Derudover var de i dag meget effektive, og de ting vinder de på i dag, fortæller Nielsen.
- Vi har i denne sæson selv været meget farlige på dødbolde, men i dag indkasserer vi så selv to mål på den konto og mangler selv den nødvendige skarphed foran deres mål på trods af, vi scorer to mål.
- Især deres andet mål på en dødbold er frustrerende. Vi kom godt ud til anden halvleg og følte, at vi havde fået et overtag - og så scorer de til 3-2 og kan derefter stå dybere, uddyber cheftræneren.
- Vi er klar over, at vi nu har sat os selv under pres frem mod næste ligakamp mod OB, og vi har nogle ting, som vi skal have rettet op på.
- Og det er alle mand selvfølgelig indstillet på, afslutter Kent Nielsen.
Det var en skuffet Kent Nielsen efter nederlaget mod Esbjerg.