Jens Larsen: Stor oplevelse

02.11.2009 08:54

- Jeg er meget, meget glad. Det var en stor oplevelse.

Jens Stryger Larsen smiler bredt efter sejren over Nordsjælland, der var unge Larsens debut som seniorspiller.

Blod på tanden

- Andre må bedømme min indsats, men jeg synes, at vi som hold spillede en fin kamp og vandt ganske fortjent. Jeg blev noget overrasket, da Kent fortalte mig, at jeg skulle starte inde i dag; som regel er jo som indskifter, at man får sin debut, fortæller U19-landsholdsspilleren.

- Man bliver selvfølgelig spændt, men det skal man jo også blive. Men så snart kampen gik i gang, forsvandt nerverne. Jeg fik også fin hjælp af de andre, og Holmén var god til at dirigere inde centralt, så vi hele tiden var afstemt, forklarer Larsen.

- Og så var det et kæmpe rygstød med den fantastiske, konstante opbakning, som vores fans gav - både mig og holdet. I dag forstod jeg virkelig, hvad det med "den 12. mand" betyder, når man løber rundt derinde.

- Det gav ekstra kræfter, men jeg måtte sidst gå ud, da jeg var ved at få krampe, uddyber midtbanetalentet.

- Nu fik jeg så debut og det er klart, at det giver blod på tanden, men jeg tager det stille roligt. Vi har en stærk og bred trup, og jeg er stadig i gang med at lære. Men nu har jeg da vist, at jeg er helt klar, hvis der er brug for det, smiler Jens Stryger Larsen afvæbnende, inden han går til tilbage til holdkammeraterne i omklædningsrummet.