
Efterårsstatus: Tilskuerfremgang - igen
25.11.2009 13:02
Kampen mod OB var efterårets sidste på Brøndby Stadion. Mere end 15.000 tilskuere trodsede november-regn og kulde, og dermed fortsatte den støt stigende udvikling i tilskuergennemsnittet.
- Vi arbejder hele tiden på, at få flere på stadion, og jeg må sige at i et efterår, hvor vi end ikke har haft en hjemmekamp mod FC København, som jo normalt er med til at trække gennemsnittet flot op, er det positivt, at vi formår at øge tilskuertallet, vurderer Frank Buch-Andersen.
Basis for en flot tilskuersæson
I efteråret 2006 var der 13.092 tilskuere i gennemsnit til Brøndby IF's hjemmekampe. Dette tal blev øget til 14.117 i den følgende efterårssæson. Stigningen fortsatte i 2008, hvor 14.514 tilskuere og i efterårssæsonen 2009 runder efterårssnittet 14.700 tilskuere på Brøndby Stadion.
Med det højeste tilskuergennemsnit de seneste fire sæsoner og et forårsprogram, der giver forhåbninger om en god pointstime på hjemmebanen frem til den spændende afslutning, er der begrundet håb om et rigtig flot samlet tilskuertal for sæsonen.
Rekorden blev sat i doublesæsonen 2004/05, hvor 18.200 i gennemsnit så Brøndby IF's hjemmekampe. Dengang var gennemsnittet for efterårets kampe 15.900. Med kun 1.200 færre i dette efterår, er der under alle omstændigheder basis for en flot tilskuersæson.
- Vi vil godt have mange flere tilskuere på Brøndby Stadion. Det kræver en masse ting af os, men når vi ser os omkring, ser udviklingen i de klubber vi normalt sammenligner os med, og konstaterer, at vi oplever fremgang i en tid med økonomisk krise, så er tallene for efteråret ok, konstaterer Frank Buch-Andersen.
Du kan sikre dig plads til forårets kampe på Brøndby Stadion allerede nu. Køb et halvårs-sæsonkort til dig selv, eller som julegave i Brøndby Shoppen eller online.
For fjerde år i træk øgedes tilskuergennemsnittet i efterårssæsonen på Brøndby Stadion. I gennemsnit gik næsten 15.000 tilskuere igennem tælleapparaterne på Brøndby Stadion til efterårets kampe.