Brøndby IF igen Danmarks største fodboldklub

13.11.2009 15:01

Med omkring 1.800 medlemmer placerer Brøndby IF sig som den nu største fodboldklub i Danmark. Ifølge de seneste tilgængelige tal, har klubben næsten 200 flere medlemmer end nummer to på listen: BK Skjold fra Østerbro.

Lige fra de yngste poder, der knap er fyldt fire år, til super veteran-holdet, hvor de ældste er over 70, møder alle troligt op til træning og kamp på banerne omkring Brøndby Stadion uge efter uge. Klubben har også en større kvindeafdeling med omkring 250 aktive piger og kvinder i alle aldre.

Stort samfundsbidrag

Ud over knap 1.800 medlemmer er tilknyttet ca. 600 frivillige trænere, ledere og andre hjælpere, der hver eneste dag står for det store klubarbejde uden for kridtstregerne. Alle trænere tilbydes trænerkurser i DBU-regi, så hver enkelt bliver "klædt ordentligt på" til at give den bedste træning.

Det er ikke kun i klubhuset, den positive afsmitning fra medlemmerne og de frivillige kan mærkes. Kigger man på samfundsregnskabet fra Brøndby IF, så stod de frivilliges arbejde for en større del af de mere end 68 mio. kr., som Brøndby IF sidste år bidrog med til samfundet.

Også på integrationssiden spiller Brøndby IF en rolle. Omkring 30 procent af ungdomsspillerne er af en anden etnisk herkomst end dansk, og indsatsen støttes af to integrationsmedarbejdere, der dermed bidrager til den lokale integration.

Du kan læse mere om Danmarks største fodboldklub på amatørafdelingens hjemmeside.

Brøndby IF

Masser af smil. Der gøres et stort arbejde båden indenfor og udenfor kridtstregerne i Brøndby IF hver eneste dag.

Brøndby IF

Klubhuset bag Brøndby Stadion huser de omkring 1.800 medlemmer, der træder deres fodboldstøvler i klubben.