Bernburg: Tro på endnu en sejr

04.11.2009 13:25

På søndag mødes SAS Ligaens to mest formstærke hold, når Esbjerg fB besøger Brøndby Stadion. Kigger man på de seneste 10 runder er Brøndby IF det bedste hold tæt efterfulgt af holdet fra den jyske vestkyst, der er bagud på mål. To point efter følger OB og FCK.

- Esbjerg har overrasket resultatmæssigt i denne sæson, og deres spil har været godt. Men vi går ud til kampen for at vinde. Vi skal vinde alle vores hjemmekampe, og med de spillemæssige takter fra de seneste SAS Liga-kampe, så har vi troen på det, fortæller matchvinderen fra FC Nordsjælland-kampen, Martin Bernburg.

Gode takter skal forsættes

- Det var dejligt at score mod Nordsjælland. I starten, når man lige er skiftet, vil man gerne score det første mål så hurtigt som muligt. Men fokus er naturligvis på at spille godt, og så må målene komme efterfølgende, forklarer Bernburg. Jeg har hele tiden haft tilliden fra trænerne, og det betyder meget for en angriber, lyder det fra Brøndby IF's 10'er.

- Brøndby kan og skal spille med om guldet. Det sagde jeg fra første dag i klubben, og jeg er sikker på, vi har potentialet i truppen. For mit eget vedkommende skal jeg stadig lære mine medspillere bedre at kende, og specielt samarbejdet med Duncan i angrebet kan altid forbedres.

- Vi kan tage en masse med fra sejren over Nordsjælland. Jeg synes, vi står godt på banen og holder nullet, hvor forsvaret spiller klogt og afviser stort set alt. Der er med andre ord mange positive takter, der skal forsættes mod Esbjerg, hvor jeg håber på en kæmpe opbakning, smiler Martin Bernburg.

Kampen mod Esbjerg bliver fløjtet i gang kl. 16:00. Du kan købe billetterne her.

Martin Bernburg

Martin Bernburgs første mål bliver fejret på behørig vis. Han og resten af Brøndby-holdet er klar, når Esbjerg kommer på besøg på søndag.