Anders Randrup årets talent

03.11.2009 14:15

Tirsdag eftermiddag blev Anders Randrup kåret til årets talent i Danmark. Den fornemme pris, der også kaldes Arla Talentpris, gives af en pris-komité bestående af landsholdstrænerne og udvalgte fodboldjournalister.

- Jeg blev meget stolt og glad, da jeg fik at vide, de havde valgt mig som årets talent, forklarer en smilende Anders Randrup.

Mange dygtige talenter

I motiveringen, der ligger til grund for udnævnelsen, lyder det blandt andet:

- Anders Randrup er den defensive stærke back, der formår at etablere og fastholde et tidligt og godt pres på sin direkte modstander. Kvaliteterne har allerede givet ham debut på det danske A-landshold (...) Anders er samtidig en naturlig anfører på det U-21 landshold, der i 2011 deltager i EM i Danmark.

Til pressemødet hos DBU fik Anders Randrup overrakt prisen og indskriver sig nu blandt en lang række prominente navne som blandt andet Daniel Agger, Stephan Andersen, Christian Poulsen og Niki Zimling.

- Der er mange dygtige talenter i Danmark, så prisen betyder rigtigt meget. Den anerkendelse forpligter selvfølgelig, og det vil jeg af bedste evne forsøge at leve op til - både i Brøndby og på landsholdet, lyder det fra Randrup, der sidste måned blev protektor for Brøndby Kids.

- For Brøndby handler det om at slutte efteråret godt af - helst med fuldt udbytte i de sidste fire kampe. På landsholdet skal vi forberede os så godt vi kan til det forestående EM om et par år.

- Fodbold er jo et holdspil, og jeg skylder en stor tak til mine holdkammerater og trænere, slutter en tydeligt stolt Anders Randrup af.

Anders Randrup

Anders Randrup er kåret til årets talent af DBU. Her sammen med U-21 landstræner, Keld Bordinggaard.