Agger: Håber på sæsonstart

06.11.2009 16:25

- Jeg har det OK, men det var lidt et chok for mig, lige da det skete. Jeg har aldrig oplevet noget, der gjorde så ondt.

Nicolaj Agger blev skadet i søndagens kamp for SønderjyskE, da han i modstandernes felt skulle følge en afslutning til dørs, men faldt uheldigt og brækkede venstre ankel.

Udbytterigt ophold

- Jeg blev opereret samme aften, som jeg blev skadet og har fået benet i gips. Det skal jeg gå rundt med de kommende uger og skal efterfølgende have en skinne på i nogle uger, forklarer den uheldige angriber, der vender tilbage til Brøndby på mandag.

Hans lejekontrakt med SønderjyskE løber frem til årsskiftet, men da den hurtige angriber ikke kommer på banen mere i efteråret, er klubberne blevet enige om, at Agger starter genoptræningen i Brøndby IF allerede nu.

- Det er selvfølgelig en drøn ærgerlig måde at slutte mit ophold i SønderjyskE på. Jeg havde håbet på, jeg kunne spille de sidste fire kampe i efteråret og hjulpet dem det sidste stykke.

- Overordnet set har opholdet været helt efter hensigten, hvor jeg startede inde de seneste syv kampe, og jeg har som spiller udviklet mig meget. Samtidig tog både spillere og trænere rigtigt godt i mod mig, hvilket jeg var rigtig glad for, forklarer Agger. 

Nicolaj Agger har tidligere været plaget af skader, men har det seneste år været spilleklar. Agger håber at være klar igen til forårssæsonen, men kan endnu ikke sige noget endeligt, før gipsen er taget af.

- Det er rigtigt, jeg har været skadet før, men denne skade sidder et helt andet sted og kunne være sket for alle andre. Jeg har et forsigtigt mål om at være oppe i omdrejninger, når forårssæsonen starter, men lige nu er fokus genoptræning, og så tager jeg et skridt af gangen, slutter Agger.

Nicolaj Agger

Nicolaj Agger vender tilbage til Brøndby IF på mandag for at starte genoptræningen efter sin ankelskade.