Sejr over AGF

15.03.2009 19:26

Forårets tredje opgør stod mod arvefjenderne fra AGF på hjemmebane søndag aften. Der var lagt i ovnen til en spændende kamp, hvor Brøndby IF havde mest brug for de tre point på kontoen for at holde sig i topstriden i SAS Ligaen.

Rammerne omkring kampen var markant anderledes, da det unikke samarbejde med UNICEF blev markeret. Farverne på hjemmebanedragten var således ændret til orange og sort, og der var mulighed for at støtte nødhjælpsorganisationens arbejde blandt andet via SMS eller donationer.

Farnerud lynede

AGF lagde godt fra start og pressede spillet højt op på hjemmeholdets banehalvdel. Dog var Brøndby-spillerne hurtige i omstillingsspillet og havde mange flotte kontraløb, og efterhånden som kampen skred frem, blev afslutningerne mere og mere kvalificerede.

Efter 19 minutters spilletid var det så Alexander Farnerud, der kunne afslutte endnu en Brøndby-kontra. Forarbejdet blev grundlagt af Morten Duncan Rasmussen i højre side, hvor angriberen snørede sin direkte modstander, og lagde efterfølgende bolden ind i det lille felt. Her stod Farnerud og ventede og kunne med en inderside sikkert sætte læderet i kassen. 1-0 til det sortorange hjemmehold til stor jubel for de fleste af de 19.740 tilskuere på Brøndby Stadion.

Thomas Rasmussen var tilbage i startopstillingen for første gang i år, hvor han spillede en god kamp sammen med resten af Brøndby-forsvaret. Remco van der Schaaf og Max von Schlebrügge leverede begge en fin indsats i midterforsvaret, og generelt blev AGF holdt nede på meget få chancer kampen igennem.

Masse chancer

Anden halvleg forsatte, hvor første halvleg slap, dog med et klarere overtag til Kent Nielsens tropper. Samuel Holmén havde efter fem minutter en kæmpe chance for at udbygge føringen, men sparkede forbi mål i alene med keeperen.

Bare seks minutter efter var det så Michael Krohn-Dehlis tur til at misbruge en stor chance. Fra en spids vinkel sparkede offensivspilleren lige på målmanden fra en fri position.

Inden for de sidste ti minutter skiftede trænerteamet Ousman Jallow og Kasper Lorentzen ind for Alexander Farnerud og Jan Kristiansen. Og Ousman Jallow blev sat i scene allerede fra første skridt, da han fik bolden med sig i et flot offensivt løb alene med målmanden. Desværre overplacerede den hurtige angriber skuddet, og bolden gik forbi mål.

Ousman gjorde dog skaden god igen, da han lukkede kampen med sin 6. scoring i SAS Ligaen. Gambieren afsluttede et frispark fra Krohn-Dehli ved at sætte hovedet på bolden og dirigere den i mål i det 89. minut. Med Jallows scoring til 2-0 vandt Brøndby IF fortjent kampen og klatrede dermed op på en delt førsteplads i Danmarks bedste række.

Ousman Jallow