Remis på heden

08.03.2009 19:21

Der var lagt i kakkelovnen til en spændende kamp på den jyske hede, da Brøndby IF var taget til fastlandet for at møde FC Midtjylland. SAS Ligaens nummer to mod nummer fire.

Cheftræner Kent Nielsen og resten af trænerteamet havde givet genvalg til alle 11 på holdkortet fra FC København-kampen, hvilket betød at Alexander Farnerud startede i angrebet ved siden af Morten Duncan Rasmussen.

Farneruds fuldtræffer

Hjemmeholdet lagde fra starten af opgøret et højt pres på de blågule spillere. Forsvaret med Remco van der Schaaf i spidsen gjorde, hvad de kunne for at modstå, hvilket lykkedes fuldt ud. Dog fik Joseph Elanga det gule kort allerede i det andet minut for at sparke til bolden, efter der var dømt indkast.

Stille og roligt fik Brøndby-mandskabet kæmpet sig ind i opgøret og efter 10-15 minutter var det hjemmeholdet, der blev presset. Først headede Morten Duncan Rasmussen bolden forbi mål og i det 17. minut havde Farnerud et frisparkforsøg, der dog blev reddet af keeperen.

I det 20. minut var svenskeren igen i vælten. Et indlæg fra Jan Kristiansen endte efter et par returer for fødder af Farnerud, der sikkert kunne sparke bolden i mål. Fortjent 1-0 til Brøndby IF.

Venstre backen Joseph Elanga havde startet opgøret godt, men i det 26. minut kom camerouneren for sent i en tackling lige uden for feltet, og dommeren hev straks det gule kort op. Desværre for Elanga var det anden gang i kampen, hvilket betød et tidligt bad til forsvarsspilleren.

Med ti mand resten af kampen så det ud til at blive noget af en udfordring for udeholdet. FC Midtjylland fik fornyet blod på tanden og sendte det ene angreb af sted efter det andet.

Trods et overtag i spillet formåede hjemmeholdet ikke at tilspille sig de store chancer, og holdene kunne gå til pausen med 1-0 til udeholdet.

Solid indsats af alle ti

Brøndby IF kom godt ud til anden halvleg og en hårdtarbejdende Max von Schlebrügge sprintede flere gange frem ad banen i kontraløb. FC Midtjylland pressede mere og mere på, men havde stadig ikke det store held i det afgørende de situationer.

Ousman Jallow afløste Morten Duncan Rasmussen efter 60. minutter, og han lavede en masse ravage i FC Midtjyllands forsvar med sit store løbepensum.

På trods af en stålsolid indsats af samtlige Brøndby-spillere kunne de ikke holde FC Midtjylland stangen, og i det 76. minut løb Danny OIsen dybt i feltet og sparkede hårdt til bolden, der rutsjede under Stephan Andersen og i mål.

I de sidste ti minutter af kampen var det faktisk Brøndby IF, der var tættest på føringsmålet. Både Samuel Holmén og Remco van der Schaaf kunne have puttet bolden i kassen, men manglede det afgørende held i situationen. Topbraget sluttede dermed uafgjort 1-1.