
Kent: Store hjerter og enorme lunger
21.03.2009 20:44
- Jeg er glad for sejren, men er alligevel lidt ærgerlig over, at vi igen skal spille en mand i undertal. Vi ville gerne have fortsat de offensive takter fra AGF-kampen, forklarer Kent Nielsen efter 2-0-sejren i Randers.
- Når det er sagt, så kan jeg ikke rose holdet nok for deres indsats. Store hjerter og enorme lunger, roser cheftræner.
Vil ikke fremhæve enkelte
- Vi får det selvfølgelig svært i første halvleg, men stiller os godt defensivt og rider stormen af. I pausen talte vi om, at vi skulle have modet i kontraløbene og på dødboldene. Det levede spillerne til fulde op til, og vores mål kom jo netop efter en dødbold, om end vi ikke var uheldige i den situation. Og det andet mål kom efter et kontraløb.
- Efter 2-0-målet får vi ekstra energi og mod. Men selv om vi følte os sikre på sejren, var det nu alligevel rart at høre dommeren fløjte kampen af, smiler Nielsen.
- Jeg vil ikke fremhæve nogen enkelte spillere, for alle gav alt, hvad de havde i sig. Holdet udviser en enorm gejst og vilje. Og det er i høj grad det, vi vinder på i dag.
- Vi glæder os over de tre point, men har allerede fokus mod næste kamp. Det vigtigste for en fodboldspiller er og bliver næste kamp - ikke tabellen.
- Nu er der landsholdspause, hvor vi kan fortsætte med fokus på det offensive spil, men måske skal vi overveje at stille med 10 mand fremover, når vi spiller i Jylland, griner cheftræneren som afslutning.